Man lægger næsten ikke mærke til det, hvis man ikke er opmærksom på det, når man kører de få kilometer fra Vejen mod syd til Rødding. Men man krydser Kongeåen og dermed grænsen mellem det danske kongerige og Preussen fra 1864 til 1920.

Rødding Højskole blev grundlagt i 1844. Da Slesvig faldt og blev en del af Preussen i 1864, endte Danmarks ældste højskole på den tyske side af grænsen. Derfor flyttede man højskolen over på den anden side af Kongeåen til Vejen, hvor Rødding blev ført videre som Askov Højskole.

Efter 1920 vendte Sønderjylland tilbage til Danmark, Rødding blev en del af kongeriget, og højskoledriften blev genoptaget. I dag er Mads og Anja Rykind-Eriksen forstanderpar på Rødding, og det har de været i snart 19 år. Hun er fra det danske mindretal i Sydslesvig.

De mødte hinanden som elever på højskolen i 1992, og siden er de selv blevet lærere med solide rødder i højskolemiljøet, hvor Højskolesangbogen er en vigtig del af hverdagen.

“Vi begynder lærermøder og fællesmøder med sang. Og vi har morgensang. At synge sammen er helt vildt vigtigt. Der har vi et fælles rum. Mange er ikke vant til fællessang. Men de bliver begejstrede for det. Man får en forbundethed med hinanden af at sidde der og synge sammen. Det rammer en klang i os alle sammen,” siger Mads Rykind-Eriksen. 

Han understreger, at Højskolesangbogen ikke er en hvilken som helst sangbog.

“Højskolens opgaver er at give livsoplysning, at bidrage til folkeoplysning og at give demokratisk dannelse. Sangene er en del af livs- og folkeoplysningen, de handler om at være et menneske, at være et folk, om vores sprog, vores landskaber,” siger han.

Forstanderparret tager imod i deres stue i hovedbygningen en eftermiddag, hvor de har lagt dagens arbejde bag sig og har tid, indtil der er aftensmad på højskolen.

Grundtvigianismen

Men først lige et kort tilbageblik. I årene efter 1864 blomstrede højskolerne, og de udviklede sig fra at være landbrugsskoler, som Rødding var, til at være steder for det, der vel i dag kaldes åndelig oprustning med dansk og historie på skemaet. De tjente deres formål og gjorde, som Bertel Haarder udtrykker det, almuen til et folk.

I et tilbageblik på dengang, hertugdømmerne syd for Kongeåen, inklusive Rødding, var tabt, sagde Ove Korsgaard, professor emeritus i pædagogik ved Aarhus Universitet, i anledning af hans bog ‘Højskoler for folket’ i et interview med magasinet Grænsen:

“Der var behov for at fylde indhold i den nye nationalstat, der opstod efter 1864. Hidtil har det været religion, der udgjorde det ideologiske grundlag for staten. Nu overtages den rolle af det fælles sprog.” 

Efter 1864 opstår der omkring 60 nye højskoler i løbet af syv-otte år. Det er i den periode, den grundtvigske tankegang slår igennem. Det er ikke tilfældigt, at mange af sangene i Højskolesangbogen er skrevet i 1800-tallet af præsten, politikeren, digteren med mere Nikolaj Frederik Severin Grundtvig. 

Grundtvigianismen har ifølge Ove Korsgaard udviklet et tankesæt, der passer til den nye, lille nationalstat. 

“Man kunne definere, hvad der kendetegner en grundtvigsk højskole: Der er mange timer i dansk litteratur og dansk historie. Askov, der er Rødding, som er flyttet over grænsen til Vejen på den anden side af Kongeåen, topper listen med 17 historietimer om ugen – og mange i litteratur,” fortalte han.

Sange og hverdag i land og by

Morgenavisen Jyllands-Posten har engang i et interview med Mads Rykind-Eriksen brugt overskriften ‘Grundtvig er fortsat guruen’. 

“Det, der berører vores personlighed, sker ikke kun i undervisningen, men også i kraft af, at vi synger fra Højskolesangbogen, som er Danmarks mest solgte bog. Udskiftningen af sange afspejler udviklingen i dansk kultur. Isam B’s ‘Ramadan i København’ gav noget ballade, fordi den afspejler en ny befolkningssammensætning,” siger Mads Rykind-Eriksen om Højskolesangbogen i dag.

Grundtvig dominerer den stadig, men med nye sange afspejler Højskolesangbogen også den udvikling, der er i samfundet, og i hvem der kommer på højskolerne.

“Der kommer nye sange om bymiljøet, for det meste af befolkningen er fra byerne i dag. Vores elever kommer fra hele Danmark. Der er en stor klump fra Storkøbenhavn og en stor klump fra Storaarhus, men de kommer fra hele landet. Alle bærer dog byen i sig. Det er ikke mange, som kommer fra landbruget,” fortæller Mads Rykind-Eriksen.

Af alle højskoler i hele Danmark var Rødding den højskole, der i længst tid hold fast i landbefolkningen. Helt op til 1974 havde den et flertal af elever, der kom fra landet. Rødding havde fungeret som en traditionel bondehøjskole frem til 1952, hvor endnu 90 pct. af eleverne kom fra landbruget. Fra 1953 blev vinterskolen omdannet til fællesskole for kvinder og mænd, hvilket medførte en voldsom vækst, og flere elever kom nu fra byerne, selv om de fleste altså kom fra landet ind til midt i 1970’erne. 

“Men det var den almene dannelse, man lærte. Der blev undervist i dansk og historie, og man sang fra Højskolesangbogen – og der var også lidt undervisning i landbrug,” siger Mads Rykind-Eriksen.

I dag er der syv hovedfag på højskolen: Design og Arkitektur, Selvforsyning og Jordbrug, Journalistik og Mellemøsten, Litteratur og Horisont, Musik og Performance samt Politik og Perspektiv.

Der er altid rustet åndeligt op

Mads Rykind-Eriksen har for nyligt sammen med Erik Lindsø skrevet en kronik i Jyllands-Posten om åndelig oprustning. 

“Der sker en militær oprustning. Når talen falder på åndelig oprustning, må spørgsmålet være: Hvad vil vi kæmpe for? Hvad har vi kært? Demokrati, folkelig deltagelse, ytringsfrihed. Og det er jo det, vi laver her i forvejen”, siger han.

“Vi er jo med til at klæde eleverne på til at være en del af det, og vi klæder dem på til en kritisk stillingtagen også. Vi giver dem en tro på og et håb for fremtiden. Vi skal give dem håb, engagement og handlekraft.”

Både Anja og Mads Rykind-Eriksen understreger, at når det kommer til åndelig udvikling, oprustning om man vil, så er det ikke noget, man bare lærer i undervisningen.

“Det kommer i den daglige snak, under samværet. En af grundene til, at det særligt sker på en højskole, er, at lærerne bor her. Eleverne spiser med lærerne og deres familie, børn og partnere. De snakker videre om de store spørgsmål udenfor undervisningen,” siger Mads Rykind-Eriksen. 

“Højskolerne har en hjemlighed. Selve den form gør, at man kommer rundt om tingene. Og et, at der ikke er eksaminer, gør, at der ikke er den distance mellem elever og undervisere”, tilføjer han.

Vidt forskellige baggrunde

Forstanderparret kommer fra vidt forskellige baggrunde. Anja Rykind-Eriksen kommer fra det danske mindretal i Sydslesvig og har dansksindede forældre.

“Jeg er vokset op på en tankstation. Min far kom fra landet. Han startede en tankstation i Harreslev lidt uden for Flensborg, hvor jeg er vokset op. Det var en tankstation med værksted, og jeg oplevede, at arbejdsliv og familieliv flød sammen. Lidt som på højskoler. Det var jeg vant til. Min mor var involveret i mindretalsarbejde,” siger hun og tilføjer en sætning, der indrammer selve årsagen til, at der den dag i dag findes mindretal såvel som højskoler: 

“Jeg har lært, at det her findes kun så længe, der er nogen, der vil det.”

Mads Rykind-Eriksen er vokset op i København, hvor han har gået på Bordings Friskole og er rundet på Bording Højskole og er af en familie, der har præget de frie skoler i Danmark gennem generationer – i byen som på landet.

Man kan ikke sige Rødding i dag uden også at sige Sydslesvig. 

“Vi mødte hinanden her som elever i 1992. Mads har altid vidst, han skulle være i de frie skoler. Han tog sin uddannelse efter, at det skulle være højskole. Jeg læste kunsthistorie. Det første arbejde var på Båring Højskole på Fyn som lærerpar. År 2000 lukker den,” fortæller Anja Rykind-Eriksen.

Parret tog derefter ud at rejse med deres på det tidspunkt fire børn. I 2001 får Mads arbejde som lærer på Ry Højskole.

“Så var jeg der i seks år. Anja læste kunsthistorie. Da hun var færdig og skulle have arbejde, kunne det ikke være på Ry Højskole, for de ønskede ikke lærerpar. Så vi søger stillinger som forstanderpar,” fortæller Mads Rykind-Eriksen.

I 2007 blev de forstandere på Rødding Højskole. Det var en tom skole uden ansatte og uden elever, de kom til. 

Fra 1995 til 2005 lukkede 33 af Danmarks 107 højskoler. Antallet af elever faldt med 50 procent. Ungdomsårgangene blev mindre, og deltagerne kunne ikke længere få opholdet finansieret af A-kassen, som mange fik, mens de var på højskole. 

Rødding Højskole blev også ramt og var millimeter fra at lukke i 2006. Det lykkedes kun at redde højskolen takket være et kolossalt stærkt bagland. 

I 1999 indstillede man de lange kurser. Der var således kun korte kurser for seniorer. I 2006 manglede der også kursister til de korte kurser. Lokalbefolkningen fik sammensat en ny bestyrelse og ansat en forstander, Nis Gellert. Der blev samlet 3,8 mio. kr. ind, og den nye forstander arbejdede for at få elever til lange kurser. Men der kom ingen elever.

Tom højskole uden elever

Mads og Anja Rykind-Eriksen havde søgt stillingen i første omgang, men de sprang fra i målet. Det var for usikkert, og på det tidspunkt havde de fem børn at forsørge.

“Der var en tom skole og ingen elever. Hvordan får man elever? De kommer på grund af omtale. Og der havde ikke været elever i otte år,” siger Mads Rykind-Eriksen. 

Den daværende generalsekretær i Grænseforeningen og tidligere forstander på Højskolen Østersøen, Knud-Erik Therkelsen, bankede på hos det nye forstanderpar og spurgte, om han kunne hjælpe med noget. I efteråret 2007 holdt Rødding Højskole et kursus for seniorer i samarbejde med Grænseforeningen. Der blev også holdt en række andre kurser.

Grænselandskurset har i øvrigt overlevet, så det kan man stadig deltage i. Det næste med titlen ‘En verden i brand. Nationalstater og mindretal under forandring’ finder sted fra den 29. august til den 4. september 2026. 

“De var nemme at markedsføre. Men det kan du ikke med et langt kursus. I efteråret 2007 prøvede vi at skaffe elever. Lærerne var ude med brochurer på markedspladser. Vi kontaktede fængsler og psykiatriske hospitaler. Det lykkedes at få et hold med otte elever. Hvis en af dem var rejst, ville vi ikke psykisk have kunnet holde til det. Men der kom otte mere i løbet af kurset. Vi havde et elevhold, men ikke nok til statstilskud” fortæller Mads Rykind-Eriksen.

I forbindelse med endnu et grænselandskursus sad forstanderparret en aften og vendte situationen med Knud-Erik Therkelsen. De fik den idé, at man kunne tiltrække elever fra det danske mindretal i Sydslesvig.

“Der er mange fra mindretallet, som ikke har nogen uddannelse. Hvis de kunne starte her, kunne de lære noget på højskolen og blive mere klar til en ungdomsuddannelse. Men fakta var, at var de sydslesvigere uden en uddannelse, havde de heller ikke penge til at gå her,” siger Mads Rykind-Eriksen.

Det endte med en henvendelse til den daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V). Han bevilgede 500.000 kroner, og på den baggrund blev der et hold med 22 elever fra Sydslesvig og dertil otte internationale og danske elever. Det gentog sig i efteråret 2008. 

Den gode fortælling

Derefter var der ikke flere ‘sydslesvigske hold’. Men det var godt for de unge, og det var godt for Rødding Højskole, som nu var i gang.

“Pludselig var den gode fortælling der. Når du søgte på Rødding, fandt du ikke noget om lukningstruet, og det rygtedes, at der var gode kurser. Vi fik samlet en medarbejdergruppe, der knoklede,” fortæller Anja Rykind-Eriksen. 

Hun tilføjer, at der ikke kommer mange sydslesvigere i dag. Dem, der kommer, har selv fundet frem til Rødding Højskole. 

“Vi har heller ingen internationale elever længere. Tilskudsordningen for dem blev lavet om,” tilføjer hun.

Mads Rykind-Eriksen skyder ind, at når en højskole har hold med internationale elever, bliver sproget ofte engelsk.

“Når der ikke tales dansk, kan der forsvinde nuancer. Selv om danskere er gode til engelsk, er det ikke vores modersmål. Da vi gjorde det på engelsk, var alle på udebane. Så på den måde var vi lige. Men der gik noget tabt, når vi ikke havde et sprog at være sammen om. Da jeg var barn, var jeg på udebane, når jeg talte dansk. Mit sprog var tysk,” siger Anja Rykind-Eriksen. 

“Højskolesangbogens engelske sange fungerede ikke. Det swingede ikke, og de internationale elever havde ikke den samme sangtradition som i Danmark. Det var mærkeligt at synge for mange”, siger Mads Rykind-Eriksen.

Spændende mennesker

Siden 2007 er det lykkedes at skabe en velfungerende højskole med 25 korte kurser af en uges varighed, 175 offentlige arrangementer og lange kurser med 40-50 elever om efteråret, og mellem 80-100 elever om foråret. Der er 1500 deltagere på de korte kurser. 

“Hvis man vil møde spændende mennesker, behøver man ikke at tage til København. Man kan tage til de åbne arrangementer på 
Rødding Højskole. Vi har haft 
Mette Frederiksen, Pelle Dragsted og Ukraines ambassadør som talere på Grundlovsdag,” fortæller Mads Rykind-Eriksen.

Der satses også nyt, og her er der nogle ting, som er kommet lidt tilbage.

“Selv om den sidste ko blev sat ud i 1988, er den ny satsning, at højskolen har fået dyr – høns, grise, køer og får. Og en kæmpe køkkenhave. Vi ønsker at blive mere selvforsynende. Klima og grøn omstilling er afgørende for vores fremtid. Eleverne, og det gælder alle, har ikke bare rengørings- og køkkentjanser, men også en grøn tjans, hvor de skal hjælpe med køkkenhaven,” siger Mads Rykind-Eriksen.

“Vi har en forpligtelse til at tage de udfordringer op, samfundet står overfor. Det er vigtigt at have en bevidsthed om jorden, dyrkningen og klimaet,” tilføjer Anja Rykind-Eriksen.

Og til afrunding kan det tilføjes, at familien, selvom det ikke er en idrætshøjskole, samlet set vil kunne stille et håndboldhold med to på bænken, idet forstanderparret har syv børn.

Og det bliver lidt nemmere som højskolepar, der ikke hver dag behøver bekymre sig om, hvem der skal tage opvasken.