Kun en uge efter våbenstilstandsdagen, der markerede afslutningen på Første Verdenskrig, kunne man læse på Politikens forside den 18. november 1918: “Nordslesvig gives tilbage. Tyskland anerkender Sønderjydernes Selvbestemmelsesret. Fra Mødet i Gaar i Aabenraa: Hanssen-Nørremølle giver Meddelelse om et opsigtsvækkende Løftebrev fra Udenrigsminister, Dr. Solf.”

Krigsårene havde i det neutrale Danmark budt på dyrtid og rationeringer. Men værre var det gået i Sønderjylland, hvor mændene blev indkaldt til den tyske hær – og mange blev dræbt. Nu da freden endelig stod for døren, hærgede ovenikøbet den spanske syge, en influenzaepidemi, der tog livet af især unge mennesker. På denne dystre baggrund var udsigten til Sønderjyllands indlemmelse i Danmark et velkomment lysglimt. Så Danmark festede, ikke kun for afslutningen på krigen, men også for Sønderjylland – der så ganske uretfærdigt havde været tysk siden 1864. I løbet af få dage blev der udgivet tillæg til de store aviser med billeder og artikler om det tabte land, der nu skulle modtages med åbne arme: Sønderjylland var på vej hjem.

Et lejlighedsvers, der begejstrede

Den kendte forfatter Henrik Pontoppidan, der året før havde modtaget Nobelprisen i litteratur, var lige så begejstret for Sønderjylland som alle andre. Nogle år forinden havde han f.eks. været på vandretur i Vestslesvig fra Husum til Ribe, og nu i 1918 gik der også kun få dage, før han blev opfordret til at skrive “nogle faa Linier” til Berlingske Tidendes juletillæg. Fra sin midlertidige bolig i Helsingør sendte han den 3. december digtet Sønderjylland til avisen: Han bemærker, at han har gjort det så kortfattet som muligt og forestiller sig, at det kan finde anvendelse som tekst til et billede af f.eks. Dybbøl Mølle.

Men digtet blev meget mere end det – det blev hurtigt aftrykt i mange aviser, kom med i sangbøger og der blev komponeret flere melodier til det. I sommeren 1920 skrev Pontoppidan til sin kone, at han blev ved med at modtage mange henvendelser om digtet: “Det er nærved at lyde for mig selv som et Eventyr, at jeg, som er saa lidt af en Lyriker, har formået at begejstre med et Lejlighedsvers.” Han har virkelig ramt en tone, som havde genklang blandt alle danske.

Svanelille og Hillelil

Motivet med den tabte datter, der vender hjem, blev også gengivet af Joakim Skovgaard på en af tidens kendteste plakater, ligesom det går igen på flere monumenter til minde om Genforeningen.

Motivet stammer fra en folkevise om den onde kæmpe Rosmer, der har røvet jomfru Svanelille. Hun kommer til sidst frelst tilbage til sin mor, fru Hillelil. Måske har Pontoppidan også haft i tankerne, hvordan han blot 20 år tidligere i Politiken kommenterede prins Christians forlovelse med prinsesse Alexandrine: “Til Erstatning for Sønderjylland, som [tyskerne] berøvede os … overlader de os her af egen fri Vilje en ung og sikkert ædel og indtagende Prinsesse til evig Arv og Eje.”

Henrik Pontoppidan og med ham så mange andre mente, at hvis Sønderjylland blev betalt med noget for noget, så besad man landet med større ret: At Tyskland skulle betale det med en prinsesse var ironisk, men at det nu blev dansk, betalt med løsepenge i form af seks tusind unge sønners liv, var blodig alvor: Tanken gjorde det muligt at se en mening med de store tab i krigen.

At vi i Danmark havde retten på vor side forhindrede ikke Pontoppidan i at glæde sig over, at den forestående Genforening blev forkyndt som “Løfteord af Frænder”: Drømmesynet var, at Dannebrog allerede til sommer, igen blev hejst over Dybbøl Banke. I hvert fald en enkelt stenhugger var ligeså hurtig i aftrækket og leverede et mindesmærke for genforening i 1919 (på torvet i Ærøskøbing) Men processen trak ud, og da der netop i sommeren 1919 var tale om, at Bing og Grøndahl skulle lave en platte med sangteksten, ønskede Pontoppidan, at tredje vers blev sprunget over. “Det blev til under en fejlagtig Forudsætning”, skrev han, og i flere sangbøger, dog ikke i Højskolesangbogen, fulgte man forfatterens ønske og udelod dette vers.

Pontoppidan håbede

I stedet for at ordne Genforeningen ved en venskabelig og retfærdig overdragelsesforretning mellem Tyskland og Danmark, blev der som bekendt forhandlet i Versailles, indsat en international kommission og foranstaltet afstemninger i februar og marts 1920. Det var i overensstemmelse med tanken om folkelig selvbestemmelsesret, men lå i virkeligheden langt fra den begejstrede tanke om, at de i krigen faldne sønderjyder allerede havde betalt løsepenge – og at man nu skyldte Danmark gammelt, røvet land tilbage.

Henrik Pontoppidan var så afgjort demokratiets mand i dansk indenrigspolitik. Men han gik også ind for en historisk grænse, hvor alt gammelt dansk land skulle bjerges, og han håbede helt op til februar 1920 på, at Danmark i det mindste ville få tildelt også Flensborg.

At Genforeningen endte med at bygge netop på folkeafstemning og selvbestemmelsesret, er der grund til at være taknemmelig for. Det har imidlertid heldigvis aldrig forhindret hjertet i at banke kraftigere, hver gang vi synger sangen.