Hallig Hooge
Hallig Hooge er den næststørste af de 10 halliger ud for den sydslesvigske vestkyst. Den har et areal på 578 ha og et indbyggertal på 104 (2023). Bebyggelsen fordeler sig på 10 værfter, hvoraf det største er Hanswarft med bl.a. kommunekontor, forretninger og museer. På Kirchwarft ligger kirken fra 1642. Man kan bl.a. komme til Hallig Hooge med færge fra Schlüttsiel.
Hallig Hooge fik i 1826 besøg af Frederik 6., der ønskede at besøge selv de mest afsides beliggende steder og besigtige skaderne efter en meget alvorlig stormflod i 1825. Efter besøget oprettede kongen Halligfondet, hvorfra enhver halligbeboer som byggede ”et højt og drøjt værft med gode bygninger” kunne få tilskud.