Slesvighus
Dansk forsamlingshus i Slesvig oprettet i 1923 og nuværende kulturhus. Bygningen, der 1901 blev bygget som hotel, Hotel Holsteinisches Haus, og også omfattede en biografsal, blev købt af Jutta Skrumsager med det formål at skabe et dansk forsamlingssted i Slesvig by. Senere blev bygningen overtaget af Sydslesvigsk Forening, som ejer bygningen i dag.
I forbindelse med overtagelsen gennemførtes en større renovering af bygningen, så den kunne anvendes til de mange formål. Der blev indrettet en ny kirkesal, bibliotekslokaler og den store sal blev ligeledes renoveret, så den kunne bruges til mødevirksomhed. Salen blev også brugt til overnatningssted for spejdere, studenter m.fl. I en periode var bygningen også hjemsted for en dansk børnehave, dansk ungdomsarbejde og sekretariat for både SSF i Slesvig by og Gottorp amt.
I 1955 blev bygningen på ny renoveret, og hotelfaciliteterne blev ombygget til et moderne turisthotel, som kom til at hedde Skandia. Samtidig bibeholdtes navnet Slesvighus som betegnelse for det danske forsamlingshus. Igen i 1980 blev bygningen renoveret. I år 2000 ophørte hotelvirksomheden, og i dag huser bygningen SSF-sekretariat, mødelokaler, SSW-sekretariat og Flensborg Avis’ lokalredaktion. Derudover er der en stor og en lille teatersal.
Litteratur: Jane Bossen: Danske huse i Sydslesvig. Grænseforeningens årbog 1988.
Englænderfest på Slesvighus, juni 1946.
Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Foto: F. Kruse, Slesvig.