Rungholt
Rungholt var en by på den forsvundne ø Strand i Vadehavet mellem Pelworm, Nordstrand og Südfall. Det var den vigtigste lokalitet i Edomsherred, men forsvandt næsten fuldstændigt ved stormfloden i 1362, resten ved stormfloden i 1634. I området ligger nu Hallig Südfall.
Byens råd er nævnt i et dokument fra 1345, og igennem 1900-tallet er fysiske rester af den dokumenteret i Vadehavet. Stedets undergang blev tidligt set som Guds straf over et syndigt sted, men meget tyder på, at pesten i 1350 betød, at der manglede mennesker til at vedligeholde digerne. Desuden gjorde de geologiske forhold på dette sted i Vadehavet også Rungholt særligt udsat. Sagnene om byen blev i slutningen af 1800-tallet kendt gennem Detlev von Liliencrons digt "Trutz, blanke Hans".
Af Bjørn Poulsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Sagnet om Rungholt
Rungholts undergang mentes at være Guds straf for de rige indbyggeres overmod. De havde bygget et dige omkring deres land, og dette var højere end alle de andre. Udfordrende løb de op på dette og truede ad havet, idet de råbte: ”Vi trodser dig, blanke Hans” – og ikke nok hermed. Indbyggerne førte et ugudeligt liv og vovede endog at trodse Vorherre selv.
Juleaften, fortælles det, havde nogle indbyggere drukket en so fuld på et værtshus og lagt den i seng med nathue på. Så lod de præsten hente som til en meget syg og ville true ham til at give soen den hellige nadver. Imidlertid lykkedes det præsten at slippe fra dem. Men da han på hjemvejen kom forbi et andet værtshus, blev han med vold trukket derind af to karle, som brugte hans alterkalk til at drikke øl af, og de sagde, at de ville drikke med Vorherre selv.
Da gik præsten op i kirken og bad Gud straffe dette gudløse folk. Den følgende nat blev der varslet ham, at han skulle drage bort. Han fulgte varslet, og straks efter rejste stormfloden sig og oversvømmede Rungholt og syv andre sogne. Alle indbyggerne omkom i bølgerne undtagen to jomfruer, som aftenen før var gået til messe. Således blev rungholterne straffet for deres overmod.
Men sagnet fortæller også, at byen stadig ligger under havet og vil rejse sig på den yderste dag. I stille aftener skal man kunne høre klokkerne ringe fra den sunkne by.
Litteratur:
Hans-Herbert Henningsen: Rungholt – der Weg in die Katastrophe, bd. 1-2. Husum 1998-2000.
”Friesische Sagen vom Texel bis Sylt”, samlet af Hermann Lübbing. 1928. Den danske oversættelse stammer fra F. Dinsen Hansen: Nordfrisland – digernes land. Udgivet af Foriining for Nationale Friiske. Bygd 1976.