Gå til leksikonoversigt

Eckernförder Bucht, Slaget i

Begreber

Søslag under Treårskrigen, den 5. april 1849, hvori linjeskibet Christian VIII, fregatten Gefion og hjuldampskibene Hekla og Geiser deltog.

De fire skibe skulle som en del af krigsminister C.F. Hansens plan angribe og ødelægge to svært armerede kystbatterier på nordsiden og på sydsiden af Eckernförder Bucht (dansk: Egernførde Fjord). I den kraftige østenvind kom de danske skibe imellem kl. 7 og 8 om morgenen for langt ind i fjorden. De to skibe lagde sig med bredsiden mod kanonbatterierne på land, men Gefion drejede, så den fik agterenden mod det sydlige batteri, der beskød Gefion på 500 m's afstand uden at den kunne besvare ilden.

De to hjuldampskibe havde også vanskeligheder og måtte opgive at hjælpe, efter at en trosse til Gefion var blevet skudt over af en kanonkugle. Gefions master og takkelage var efterhånden blev ødelagt så meget, at skibet ikke kunne manøvrere. Geiser forsøgte igen at trække Gefion ud, men denne gang blev Geiser ramt i maskinen og måtte trække sig ud af kampen, hvorefter Gefion kl. 17.45 overgav sig.

Linjeskibet Christian VIII blev beskudt og ramt af glødende kugler, der satte skibet i brand flere steder. Sidst på eftermiddagen gav kommandørkaptajn Paludan ordre til at sætte sejl og forsøge at slippe ud af fjorden, men på grund af den ødelagte takkelage drev skibet ind mod land og de fjendtlige kanoner. Hekla forsøgte at slæbe linjeskibet ud, men også dette mislykkedes, da hjuldamperen fik roret ødelagt og returnerede mod Sønderborg.

Kl. 18.30 overgav Christian VIII sig, og den slesvig-holstenske batterikommandør kom om bord for at overtage skibet. Kaptajn Paludan blev beordret fra borde for at overgive sig til hertugen af Sachsen-Coburg-Gotha, der var øverstbefalende på land. Samtidig havde branden bredt sig til krudtrummet, hvorefter skibet sprang i luften.

Slaget kostede 105 faldne, 61 sårede og over 900 fanger, men havde i øvrigt ingen betydning for krigens videre forløb. Dog udnyttede krigsminister C.F. Hansen begivenheden til at få fjernet general Læssøe og general von Krogh fra hærens overkommando, idet han hævdede, at de havde ansvaret for nederlaget.

De døde blev begravet på kirkegården i den nordlige del af Eckernförde.

Fregatten Gefion, der faldt i fjendens hænder, blev senere indlemmet i den tyske flåde under navnet Eckernförde

Fremstilling af slaget af den tyske litograf David Martin Kanning. Linjeskibet Christian VIII er blevet beskudt og sat i brand, og Gefion har overgivet sig.

Samtidig fremstilling af slaget af den tyske litograf David Martin Kanning. Linjeskibet Christian VIII er blevet beskudt og sat i brand, og Gefion har overgivet sig.

Det Kgl. Bibliotek.