Gå til leksikonoversigt

Ræder, Maximillian Oscar, 1874-1968, postmester

Personer

Maximillian Oscar Ræder, der var født i Kolding, fik en uddannelse inden for postvæsenet, hvor han umiddelbart før Genforeningen var chef for postmaterielkontoret i København.

Da Den Internationale Kommission (CIS) blev nedsat, blev Ræder chef for kommissionens postdepartement og fik til opgave at organisere det midlertidige postvæsen i både 1. og 2. afstemningszone. Det blev bl.a. hans opgave at udgive og fordele de særlige plebiscit-frimærker 1919-1920. Da Den Internationale Kommission flyttede til Flensborg, rejste Ræder med og løste også en række andre opgaver for kommissionen. 

Ræder var stærkt historisk interesseret og engagerede sig fra 1922 i Historisk Samfund for Als og Sundeved. Sammen med oberstløjtnant K. Bokkenheuser og museumsinspektør J. Raben oprettede han Komiteen til Rejsning af Mindesten for Faldne i De Slesvigske Krige, der ved bl.a. landsinsamlinger rejste midler til opsætning af 110 mindesten, som står rundt i Dybbølområdet.