Hedemann, Hans, 1792-1859, officer
Hans Hedemann, der blev født i Flensborg, gjorde militær karriere allerede fra barn; i 1847 var han blevet oberst. Under sin militære uddannelse gjorde han fortrinsvis tjeneste ved jægerkorpset og blev betragtet som en dygtig praktisk og afholdt officer.
I marts 1848 forfremmede krigsminister A.F. Tscherning Hedemann til generalmajor og øverstbefalende for overkommandoen under de første kamphandlinger under Treårskrigen og forbigik herved samtlige generaler og oberster. Det lykkedes Hedemann i tæt samarbejde med A.F. Tscherning at få gjort den danske hær kampklar på trods af dårligt uddannelsesniveau.
Den første kamphandling under Treårskrigen var Slaget ved Bov den 9. april 1848, hvor Hedemann ledede den danske hær frem til sejr. Han vandt ligeledes hæder i forbindelse med Slaget ved Slesvig den 23. april 1848, hvor den danske hær langsomt trak sig tilbage til Kolding og til Als, og ved de efterfølgende kampe ved Nybøl den 28. maj og ved Dybbøl den 5. juni 1848.
I forbindelse med kampene ved Nybøl havde Hedemann imidlertid overtrådt sine beføjelser ved den 27. maj 1848 at overhøre meddelelsen om, at Tscherning havde trukket sin godkendelse af planerne om et udfald fra Als tilbage. Hedemann gennemførte alligevel det planlagte angreb den 28. maj 1848 og de efterfølgende kampe ved Dybbøl den 5. juni 1848, men han blev i den følgende periode i det skjulte modarbejdet af general Læssøe og Tschernings adjudant, Johannes Harbou. Hedemann blev som konsekvens heraf afskediget i juli måned og erstattet af general G.C. von Krogh, mens general Læssøe forblev i sin stilling som stabschef.
Litteratur:
Dansk Biografisk Leksikon, Gyldendal 1981.
Hans Hedemann. Litografi af Em. Bærentzen & Co.
Det Kgl. Bibliotek.