Gå til leksikonoversigt

Kardel, Harboe, 1893-1982, chefredaktør

Personer

Harboe Kardel var født i Holsten, men voksede op i Tønder i et tysksindet hjem. Han virkede som journalist, redaktør og lærer syd for grænsen, før han i 1934 blev ansat ved det tyske mindretals avis Nordschleswigische Zeitung, først som politisk redaktør, fra september 1944 som chefredaktør. Med denne tilknytning til mindretalsavisen igennem store dele af den nazistiske periode var han i høj grad medansvarlig for avisens hadske angreb mod danskere og danske institutioner. 

Han var fra 1933 aktiv i NSAN (National-Sozialistische Arbeitsgemeinschaft Nordschleswig) og fra 1935 i NSDAP-N, hvor han blev Ortsgruppenleiter i partiets Aabenraa-kreds.

Umiddelbart efter befrielsen blev han arresteret og ført til Frøslevlejren. Han blev anklaget for at have været medansvarlig for bl.a hvervning til tysk fronttjeneste og for oprettelsen af Zeitfrewillig- og Selbstschutzkorpsene. Kardel havde selv meldt sig som Zeitfreiwillig ved dets oprettelse i 1943. Ved retsopgøret idømtes Kardel i 1948 seks års fængsel, men blev kort efter benådet. Han bosatte sig herefter i Aabenraa, hvor han var aktiv inden for mindretallets kulturelle arbejde som bl.a. lærer, journalist, , foredragsholder, forfatter og hjemstavnshistoriker.

Harboe Kardel udgav flere bøger om historiske og mindretalspolitiske emner samt to romaner.

Litteratur:

Gads Leksikon. "Hvem var hvem 1940-1945". Redaktion Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen og Aage Trommer. Artiklen er skrevet af Henrik Skov Kristensen.