Dixen, Jens, 1858-1931, lægprædikant og emmigrant
Dixen var født i Øster Lindet og udvandrede til USA i 1880, hvor han skabte sig en formue som gårdejer. Han prædikede for sine landsmænd i USA og foretog missionsrejser bl.a. til danske udvandrerkolonier i Australien, New Zealand og Sydamerika. I 1926 slog han sig ned i Jels nordvest for Haderslev.
Hans samlinger findes i det danske indvandrermuseum i Elkhorn, Iowa, og dele af hans formue overgik til missionshuset i Jels. Der er opsat mindesten på Jels Voldsted og skulptur af Fr. Grube ved Dixensminde i Jels.
Af H.E. Sørensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Litteratur: Kirsten og Knud Madsen: Hans sled bibler som sko. 1995.