List
By på Sild. List omtales første gang i 1292, da kong Erik Menved skænkede List med forland til Ribe. List og den nordlige del af Sild blev, sammen med den over for liggende sydlige del af Rømø, en del af de kongerigske enklaver frem til 1864. Beboerne fra List havde deres egne bænke i kirken på Rømø. Den ældste bebyggelse stammer fra vikingetiden. List blev ødelagt ved stormfloden i 1362 og blev først genanlagt omkring 1550. List havde omkring år 1900 færre end 100 indbyggere; i dag er den en ferieby med færgeforbindelse til Havneby på Rømø, og indbyggertallet ligger på 1.680 (2023).
Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Litteratur: H. Kunz og T. Steensen (red.): Sylt Lexikon. Neumünster 2002.