Søbygaard
Herregård på det vestlige Ærø, opført af hertug Hans den Yngre omkring 1580. Hovedbygningen er omgivet af voldgrav og har oprindeligt haft tårn og fire stokværk, inkl. kælderen. I stueetagen er der kalkmalerier fra ca. 1580. I 1700-tallet fjernedes tårnet og et stokværk. Avlsbygningerne består af tre længer. I 1729 blev Søbygaard krongods og var frem til 1771 bolig for den nordborgske amtsforvalters fuldmægtig.
I 1991 påbegyndtes en totalrestaurering. I 2001 blev Søbygaard en del af Ærø Museum, men i 2023 blev herregården et oplevelsescenter. Den ejes af Den Selvejende Institution Søbygaard.
Af Karsten Hermansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Opdateret af Redaktionen 2024.
Litteratur: Mette Havsteen-Mikkelsen (red.): Hertugens Søbygaard – bygningshistorie, drift og restaurering. 2000.
Søbygaard blev anlagt på to borgbanker. Her ses hovedbygningen og i baggrunden ladegårdsanlægget. Foto fra 2017.
Foto: AnetteWho CC BY-SA 2.0.