Winstrup, Laurits Albert, 1815-1889, arkitekt og kongelig bygningsinspektør
Laurits Albert Winstrup blev i 1831 optaget på Akademiets bygningsskole under G.F. Hetsch og opnåede hele fire medaljer i tiden 1836-45. I 1840’erne fungerede han som lærer ved Akademiets elementarskole og foretog ligeledes flere udlandsrejser. I årene 1851-1860 var han stadsbygmester i Flensborg. Under sit ophold i hertugdømmet Slesvig tegnede han flere markante bygninger, f.eks. Latinskolen i Haderslev og Toldboden i Aabenraa 1853-54, Jels Kirke i 1854, Ødis Kirke i 1857, Sommersted Kirke i 1858, Latin- og realskolen i Flensborg 1857-60 og rektorboligen ved Tønder Seminarium i 1860.
I 1860 blev Winstrup kongelig bygningsinspektør for Jylland og flyttede til Kolding. Her tegnede han bl.a. Dalby Kirke i 1872-73, Råd-, Ting- og Arresthuset i 1873-75, Døtreskolen i 1881 og den tidligere Spare- og Diskontokasses bygning i 1886. Winstrup var et ægte barn af sin tid, idet han i sine arbejder blandede flere af historicismens stiltræk, fra byzantinsk stil over romansk til renæssance.
Af Inger Lauridsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Litteratur: Ida Haugsted, i: Weilbach, bd. 9. Hans Munk Hansen: Danske arkitekter i Flensborg omkring 1850, i: Sønderjyske Årbøger 1985.
Laurits Albert Winstrup. Foto fra ca. 1880.
Det Kgl. Bibliotek. Foto: J. Caprani.