Årø
5,7 km² stor ø i Lillebælt lidt syd for mundingen af Haderslev Fjord. Indbyggertallet lå i 2023 på 147. Øen består af et par nord-syd forløbende randmoræner (se Landskabsformer i Sønderjylland) med sumpede strandenge imellem. Russerdiget langs den nordlige og den østlige kyst påbegyndtes af russiske krigsfanger under 1. Verdenskrig. Diget beskytter mod kraftige variationer i vandstanden, som til tider opstår på grund af vindstuvning.
Der er feddannelser på den sydvestlige og den sydøstlige side af øen. De tilhørende strandenge rummer en række sjældne planter som slangetunge, lav hindebæger og liden tusindgylden. Der er endvidere et rigt fugleliv på øen.
Øen har været beboet allerede i ældre stenalder. Årø by er velbevaret og ligger samlet omkring havnen, der var og er øens centrum. I byen findes Julekirken, indviet juledag 1910 som anneks til Øsby Kirke, samt Brummers Gård, hvortil en fredet bullade er flyttet fra Haderslev. Fra havnen er der færgeforbindelse til Årøsund.
Af Morten Andersen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Opdateret af Redaktionen 2024.
Litteratur: Peter Gravesen m.fl. (red.): Geologisk Set. Det Sydlige Jylland. 2004. Skovog Naturstyrelsen: Aarø og Aarøsund (folder).
Årø Sydstrand. Stranden ender i en stejl skrænt. Foto fra 2014.
Foto: RokerHRO CC BY SA 3.0.