Gå til leksikonoversigt

Kommandørgård

Begreber

Betegnelse for de gårde, som velhavende kommandører (kaptajner på hvalbådene) lod bygge eller ombygge bl.a. på Rømø i anden halvdel af 1700-tallet. Gårdene var ofte ret store og typisk opført i grundmur. De var indvendig forsynet med bemalede paneler, døre og lofter, jævnligt udført af den lokale maler Niels Pedersen Bækker, der både malede marmoreringer, blomstermotiver, landskabsbilleder og bibelske motiver.

Det ældste eksempel er Nationalmuseets Kommandørgård i Juvre, i dag museum. Her blev en tidligere stor gård erstattet af en ny grundmuret gård i 1749-50, som efter endnu en ombygning i 1770 fik sit nuværende udseende. Rundt om på øen er der andre helt eller delvist bevarede kommandørgårde. Kommandør- eller kaptajnsgårde kendes også på andre af øerne i Vadehavet samt på Løjt Land.

Af Elsemarie Dam Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Bert Kelm: Rømø – et vesterhavspræget samfund, bd. 1. 1999. Ester Kappelgaard: Thades Gård. Nationalmuseets kommandørgård på Rømø. 1970. 

Kommandørgård

Interiør fra Kommandørgården i Juvre på Rømø.
Dørns (dagligstuen) med bemalede paneler med bibelske motiver, blandt andet Faraos datter og Moses i kurven.

Nationalmuseet. Foto: Roberto Fortuna, 1999.