Akademi Sankelmark
Akademi Sankelmark ligger ved landsbyen Sankelmark få kilometer sydvest for Flensborg. Akademiet blev grundlagt i juni 1952 og er et kursussted med foredrag og konferencer. Ideen stammede fra 1930'erne og daværende landråd, senere ministerpræsident Friedrich Wilhelm Lübke, der også var formand for Deutschen Grenzverein.
Stedet står for "en fri politisk og kulturel debat og vil være en bro til folkelig forståelse", således som det hedder i den oprindelige formålsformulering. Der lægges særlig vægt på temaer af regional/grænseoverskridende betydning.
Oprindeligt havde akademiet rådighed over et enkelt undervisningslokale og 24 værelser. Siden har den tyske grænseforening finansieret adskillige udvidelser, så man nu råder over fire store undervisningslokaler og 57 værelser.