Flensborg Kommune offentliggør stort 2020-program
Flensborg Kommune vil i 2020 markere 100-året for folkeafstemningerne, der førte til grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland, med bl.a. kunst og sport.
Flensborg By markerer i 2020 100-året for folkeafstemningerne, der førte til grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland.
Arkivfoto: Wikimedia Commons
Flensborg Kommunes overborgmester, Simone Lange (SPD), og lederen af kommunens kulturafdeling, Torge Korff, præsenterede torsdag den 12. december Flensborg Bys program for 2020, hvor man fra tysk side vil markere 100-året for folkeafstemningerne og den efterfølgende dansk-tyske grænsedragning. Det skriver Flensborg Avis.
”Vi håber, at rigtigt mange flensborgere vil være med til at fejre jubilæet”, sagde Simone Lange ifølge Flensborg Avis ved programpræsentationen.
Byens program omfatter bl.a. særudstillingen ’Perspektivwechsel’ på Museumsberg, der ligger centralt i Flensborg, cykelløbet PostNord Danmark Rundt, hvis tredje etape den 13. august begynder ved Flensborg Havn, samt musik, teater og andre aktiviteter på havnefronten og på Søndertorv, der er Flensborgs centrale torv.
”Flensborg er den by, som har den stærkeste forbindelse til folkeafstemningerne i 1920”, sagde Torge Korff ifølge Flensborg Avis ved præsentationen.
Ved programlanceringen blev også en række samarbejdspartnere og deres planlagte aktiviteter præsenteret, bl.a. Det Lille Teater Flensborg, Flensborg Maraton og håndboldholdet SG Flensborg-Handewitt.