Tilbage til nyhedsliste

Nyt undervisningsmateriale fortæller om mindretalsbørnene i grænselandet

6. marts 2020

I anledning af 100-året for Genforeningen sætter nyt undervisningsmateriale fokus på mindretalsbørnene i grænselandet.

Mojn Moin er et undervisningshæfte, der henvender sig til mellemtrinnet i grundskolen på både dansk og tysk.

Mojn Moin er et undervisningshæfte, der henvender sig til mellemtrinnet i grundskolen på både dansk og tysk.

Foto: Grænseforeningen

Danske elever i 4.-6. klasse kan nu blive klogere på, hvordan det er at være mindretalsbarn i det dansk-tyske grænseland, hvor to kulturer og sprog ofte blandes på kryds og tværs. Mojn Moin hedder det nye undervisningsmateriale, der er udkommet på både dansk og tysk, og som fortæller om hverdagslivet for grænselandets mindretalsbørn anno 2020.

”Vores ambition har været at lave noget materiale til mellemtrinnet, der ikke kun er aktuelt i 2020, men som også er holdbart i de kommende år. Vi har valgt at fokusere på mindretalsbørnene i grænselandet, således at de danske elever, der skal bruge materialet, kan spejle sig i det, de læser, og blive klogere på nogle af de ting, som mindretalsbørn oftere bliver konfronteret med”, forklarer Per Oetzmann, projektleder for dansk-sydslesvigsk skolesamarbejde i Grænseforeningen, der har udviklet undervisningsmaterialet sammen med Gunvor Vestergaard, pædagogisk konsulent i Grænseforeningen.

Hæftet består både af fakta og fiktion i form af fortællinger, der er skrevet af mindretalsbørn, to noveller af billedbogsforfatter Tove Krebs Lange, en række faktuelle afsnit samt artikler, der er blevet bragt i Flensborg Avis’ ungesektion, Zejt-ung. Inspirationen til hæftet stammer fra LæseRaketten, der i en årrække har informeret danske skolebørn om, hvordan det er at være barn i et uland, herunder Uganda, Colombia og Jordan.

”Jeg har længe haft idéen om at lave noget tilsvarende med mindretalsbørn i det dansk-tyske grænseland, og jeg tror ikke, at der findes en bedre anledning til det end 100-året for grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland”, forklarer Gunvor Vestergaard.

”Vi har desuden oplevet stor efterspørgsel på materiale om grænselandet, der henvender sig til en lidt yngre målgruppe, end Grænseforeningens øvrige undervisningsmateriale retter sig mod”, siger Per Oetzmann og tilføjer, at den tyske del af materialet dog med fordel kan bruges i de ældre klasser.

Hæftet, der er blevet til i samarbejde med mindretalsaviserne Flensborg Avis og Der Nordschleswiger, blev præsenteret på Danmarks Læringsfestival 2020 i Bella Centret onsdag og torsdag den 4.-5. marts. Her var der stor interesse for hæftet fra både lærere og skoleledere, fortæller Gunvor Vestergaard og Per Oetzmann. Læringsfestivalen havde i år 7.300 deltagere, oplyser festivalen på sin hjemmeside.