Tilbage til nyhedsliste

Venstre ønsker ny Tysklandsstrategi

20. november 2020

Oppositionspartiet Venstre mener, at den socialdemokratiske regering bør udarbejde en ny Tysklandsstrategi inden juni 2021. Den nye strategi skal styrke de økonomiske og kulturelle bånd mellem Danmark og Tyskland.

Danmark skal arbejde endnu tættere med Tyskland, mener Venstre, der vil have regeringen til at udarbejde en ny strategi for samarbejdet med Tyskland.

Danmark skal arbejde endnu tættere med Tyskland, mener Venstre, der vil have regeringen til at udarbejde en ny strategi for samarbejdet med Tyskland.

Arkivfoto: Grænseforeningen

Forholdet mellem Danmark og Tyskland skal styrkes, både økonomisk og kulturelt. Det mener oppositionspartiet Venstre, der i et nyt beslutningsforslag opfordrer regeringen til at udarbejde en ny Tysklandsstrategi inden 1. juni 2021.  

”Venstre mener, at der er et uforløst potentiale i et tættere samarbejde med Tyskland, herunder særlig i forhold til samhandel”, står der i beslutningsforslaget, der er fremsat af Venstrepolitikerne Eva Kjer Hansen, Anni Matthiesen, Christoffer Aagaard Melson, Ellen Trane Nørby, Hans Christian Schmidt, Ulla Tørnæs, og Michael Aastrup.  

Særligt ønsker Venstre at styrke den danske eksport til Tyskland, at tiltrække flere tyske turister til Danmark samt at styrke det tyske sprog i Danmark. I en kronik i Flensborg Avis uddyber Bertel Haarder, folketingsmedlem for Venstre og tidligere minister, at der er behov for en ny Tysklandsstrategi, da interessen er for Tyskland og det tyske sprog er faldende.  

”I Venstre insisterer vi på, at 2021 skal blive det år, hvor vi sætter en stopper for denne negative udvikling”, skriver Bertel Haarder i kronikken.  

Bertel Haarder skriver videre, at Danmark bør søge et tættere samarbejde med Tyskland i EU som følge af Storbritanniens udtræden, og at vi også kulturelt bør kigge mod Tyskland i syd i stedet for mod vest til USA og Storbritannien.  

”Sandheden er, at vi har langt dybere rødder til fælles med den tysktalende verden end med den engelsktalende. Det er især den tysktalende verden, der interesserer sig for nordisk litteratur og kunst”, mener Bertel Haarder.  

Også det dansk-tyske grænseland skal spille en større rolle i det dansk-tyske forhold, skriver Bertel Haarder.  

”Kunsten er at se den dansk-tyske brydning som en styrke frem for et problem. Visionen må være at få det gamle Slesvig til at genopstå med Flensborg som modvægt til Hamborg, ligesom i gamle dage, da Flensborg var Danmarks næststørste by”, skriver Bertel Haarder.  

Den nye Tysklandsstrategi, som Venstre lægger op til, skal ifølge beslutningsforslaget bygge videre på den Tysklandsstrategi, som blev fremlagt af Venstreregeringen i februar 2016. Den strategi kan læses her.  

Tyskland har været Danmarks vigtigste samhandelspartner siden 1970’erne, men den titel har USA nu overtaget, viser tal fra Danmarks Statistik. I 2019 lå den samlede eksport af varer og tjenester til USA på 157,6 mia. kr., mens den for Tyskland var på 155,7 mia. kr.

Beslutningsforslaget om en opfordring til ny Tysklandsstrategi skal til 1. behandling i Folketinget 9. december.