De danske Årsmøder afholdes i mindre skala
Coronapandemien får nu Sydslesvigsk Forening (SSF) til at aflyse friluftsmøder og optog ved De danske Årsmøder i Sydslesvig, der er planlagt til den 28.-30 maj.
Der bliver ingen optog eller friluftsmøder ved De danske Årsmøder i Sydslesvig 2021. Det besluttede Sydslesvigsk Forening tirsdag aften. På billedet ses optoget i Flensborg ved årsmøderne i 2017.
Arkivfoto: Wikimedia Commons
De danske Årsmøder i Sydslesvig, der traditionelt er en stor begivenhed i det danske mindretal syd for grænsen, påvirkes i år af coronapandemien. Sydslesvigsk Forening (SSF), der arrangerer årsmøderne, har valgt at aflyse alle friluftsmøder og optog, men fastholder, at der bliver en form for markering i maj. Det skriver foreningen på sin hjemmeside.
Beslutningen blev truffet ved SSF’s hovedstyrelsesmøde tirsdag aften, hvor det også blev foreslået helt at aflyse årsmøderne, hvilket dog mødte modstand. Det skriver Flensborg Avis.
”Man aflyser ikke juleaften”, sagde konsulent Kay von Eitzen, SSF Flensborg By, ifølge Flensborg Avis i diskussionen.
Hvilken udformning De danske Årsmøder 2021 kommer til at have er nu op til SSF’s årsmødeudvalg, forretningsudvalg og generalsekretariat.
Også i 2020, hvor det danske mindretal kunne fejre 100-års eksistens, påvirkede coronapandemien De danske Årsmøder i Sydslesvig. Her blev årsmøderne helt aflyst, hvilket var første gang siden Anden Verdenskrig.
De danske Årsmøder i Sydslesvig er det danske mindretals store samlingsfest, hvor mindretallets medlemmer mødes i forsamlingshuse og på skoler til debatmøder, optrædener, grillfester og familieaktiviteter m.m. Som regel deltager også en række repræsentanter fra det officielle Danmark, herunder ministre, folketingsmedlemmer og øvrige politikere.
De danske Årsmøder blev gennemført for første gang i 1921, efter at to folkeafstemninger havde afgjort, hvor en ny grænse mellem Danmark og Tyskland skulle gå.
Læs mere om De danske Årsmøder i Grænseforeningens leksikon.
Flere nyheder: