Sabrina Johansen, der er dansk statsborger og bor i Flensborg, er træt af grænsekontrol. I hverdagene skal hun passere den dansk-tyske grænse to gange for at komme på arbejde i hjemmeplejen i Aabenraa Kommune og hjem igen. Og mange gange har hun siddet i kø ved grænsen på grund af grænsekontrol.

“Sidste sommer i juli og august talte jeg det op: Jeg brugte i alt 72 timer på at sidde i kø i bilen. Jeg har været pendler i 15 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Den dag, det var værst, sad jeg i to timer i stegende hede. Hernede i grænselandet har vi i mange år ikke været vant til at tænke på grænsen som andet end et område. Men nu er det hele forandret”, siger Sabrina Johansen, der har oprettet en Facebook-gruppe for pendlere over den dansk-tyske grænse, ‘Grænsependleriet’, med mere end 300 medlemmer.

Hun glæder sig over, at grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse, der har været skærpet siden den 20. februar i år på grund af coronasituationen i Flensborg, blev ophævet den 30. april fra dansk side. Nu kan grænsependlerne og andre alene forvente at blive mødt af periodevis og stikprøvebaseret grænsekontrol, sådan som det har været tilfældet siden 4. januar 2016, da regeringen indførte midlertidig grænsekontrol på grund af tilstrømningen af flygtninge og migranter til Europa. Men hun frygter, at de åbne grænser i Europa snart er fortid, selv om hun håber det modsatte.

Den frygt og det håb er Sabrina Johansen ikke alene om. En måling fra euopinions fra december 2020 viser, at 74 procent af EU-borgerne ikke mener, at det ville være værd at være medlem af EU uden fri bevægelighed. Det fremgår af notatet ‘Grænsebommenes Europa? Coronakrisen og grænsekontrol’, der indgår i Tænketanken Europas ‘GenstartEU’-projekt, som er medfinansieret af Industriens Fond.

Catharina Sørensen, der er medforfatter til notatet og vicedirektør i Tænketanken Europa, forstår godt frustrationerne over grænsekontrollen, men tror ikke, at en ændring er lige om hjørnet.

“De åbne grænser i Europa har det ikke særlig godt i øjeblikket. Sidste år blev der lukket grænser som aldrig før set i EU. Ja, der var flere grænselukninger i 2020 end i samtlige 13 forudgående år med de nuværende Schengen-regler. Det er dog blevet bedre nu under anden og tredje bølge med corona, hvor færre lande har benyttet sig af grænsekontrol som et redskab i coronabekæmpelsen. Men jeg tror, det har lange udsigter med ændring, fordi grænsekontrol er blevet så følsomt et spørgsmål rent indenrigspolitisk i flere lande”, siger Catharina Sørensen og pointerer samtidig, at den indførte grænsekontrol i flere lande i Europa sker inden for rammerne af det såkaldte Schengen-grænsekodeks for personers grænsepassage, der tillader midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved EU’s indre grænser i et afgrænset tidsrum i bestemte situationer. Blandt andet hvis der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller indre sikkerhed i en medlemsstat. Dog har flere medlemsstater forsømt at efterleve kravet om at underrette de øvrige medlemsstater og EU-Kommissionen, når de i de senere år har indført midlertidig grænsekontrol, og der mangler generelt overblik over situationen ved grænserne i EU’s medlemslande, forklarer hun.

Paradoks: Ja til fri bevægelighed og grænsekontrol

Catharina Sørensen gør opmærksom på, at der er et indbygget paradoks forbundet med europæernes ønske om at bevare den frie bevægelighed i Europa. En række målinger viser nemlig, at der samtidig også er meget stor folkelig opbakning i Europa til den midlertidige grænsekontrol, som en række lande har indført i de senere år i større eller mindre omfang. Først med baggrund i migrantkrisen i 2015 og siden coronapandemien i 2020.

“Når man ser på den grænsekontrol, der har været indført blandt andet i Danmark som svar på flygtningekrisen i 2015, har der ikke været tale om en fuldstændig kontrol på nogen måde. Man har rent faktisk kunnet passere grænserne, selv om det har taget længere tid. Jeg har set på analyser, der viser, at der ikke kan dokumenteres nogen negativ effekt af grænsekontrollerne, når det gælder handel for eksempel. Men det er klart, at grænsekontrol har omkostninger for de mennesker, der bor i grænselande rundt omkring i Europa, ligesom det under corona-nedlukningen er gået ud over turisme og rejser i det hele taget. Når et stort flertal af europæere går ind for grænsekontrol, handler det imidlertid nok snarere om, at kontrol opfattes som ekstra tryghed i lyset af trusler udefra i form af flygtninge, terror og corona”, siger Catharina Sørensen.

EU-grænsesamarbejde under pres

De åbne grænser i Europa har været en realitet for Danmarks vedkommende i 20 år. Det var i marts 2001, at Danmark og en række andre lande blev en del af Schengen-samarbejdet, der oprindeligt blev indgået mellem Belgien, Frankrig, Luxembourg og Tyskland i 1985. Schengen-konventionen og de tilhørende regler går ud på at ophæve grænsekontrollen mellem staterne og indføre fri bevægelighed for alle statsborgere i EU.

Schengen-samarbejdet blev voldsomt udfordret efter flygtningekrisen i 2015, hvor flere end to millioner mennesker søgte asyl i Europa i årene 2015 og 2016. Det betød, at Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex) i 2016 overgik til at være operationelt med et grænsevagtkorps, der i 2027 skal have en styrke på 10.000 mand, som skal holde vagt ved EU’s ydre grænser, det vil sige primært i Middelhavet. Ud over Danmark har fire andre EU-lande sidenhen opretholdt migrationsrelateret grænsekontrol. Det drejer sig om Frankrig, Sverige, Tyskland og Østrig.

Og så meldte Covid-19 sig på banen. Den 14. marts 2020 valgte den danske regering at lukke landets grænser for persontrafik begrundet med bekæmpelse af coronapandemien, og alle udlændinge, der ikke havde et såkaldt anerkendelsesværdigt formål blev afvist ved grænsen. Det samme gjorde et større antal andre Schengen-lande som Østrig, Belgien, Spanien, Portugal, Tyskland, Finland og Ungarn. I dag er det kun Danmark, der uafbrudt under coronakrisen har opretholdt en form for corona-relateret grænsekontrol. Blandt de lande, der har indført kontrol i forbindelse med anden og tredje virusbølge, anvender langt størstedelen, herunder Tyskland, en regional tilgang, så kun nogle af landenes grænser er lukkede, oplyser Catharina Sørensen.

“Der tegner sig et billede af, at de lande, der i størst udstrækning har gjort brug af grænsekontrol under coronapandemien, er lande, der også i andre sammenhænge har været fortalere for grænsekontrol. Et land som Holland har eksempelvis ikke indført grænsekontrol på noget tidspunkt under coronapandemien”, siger Catharina Sørensen.

Grænsekontrol som automatreaktion

Der er i EU-landene enighed om, at Schengen-samarbejdet er udfordret af migration og coronapandemien. Men der har også været udtrykt bekymring for, at nogle EU-lande udnytter situationen til at fremme nationale dagsordner i ly af de sundheds- eller sikkerhedsmæssige begrundelser for grænsekontrol.

Lektor Martin Klatt, Center for Grænseregionsforskning ved Syddansk Universitet, er en af dem, der er kritisk over for grænsekontrollen som redskab i den politiske værktøjskasse.

“Der er en tendens til, at politikerne som en automatreaktion siger: Vi lukker grænsen. I forskningen taler man om ‘rebordering’. En tendens, der har været særlig tydelig efter terrorangrebet den 11. september 2001 i New York, hvor den startede i USA og senere kom til Europa. Når man kobler det sammen med et andet begreb ‘moral panic’, (moralsk panik), der kan opstå i befolkningen i en uvant situation, hvor faren for den enkelte dog oftest er ret begrænset, så har man en uheldig cocktail”, siger han og fortsætter.

“Da flygtninge i 2015 pludselig kom gående op ad den sønderjyske motorvej, udløste det panik i den danske befolkning. Sådan noget måtte aldrig ske igen, lød det. Det førte til, at den danske regering valgte at indføre midlertidig grænsekontrol i januar 2016. Siden marts 2020 har begrundelsen for den midlertidige grænsekontrol så været coronapandemien. Men grænsekontrollen har hverken løst problemet med migration eller været et værn mod coronavirus, der jo netop blussede op i Danmark, da danske statsborgere kom rejsende hjem over grænsen fra skiferie i Sydeuropa”, siger Martin Klatt, der ikke har den store tiltro til grænsekontrol i det hele taget.

“Grænsekontrol er først og fremmest et symbol på, at staten udviser handlekraft for at beskytte sine borgere. Vi lukker os om os selv for at holde det forestillede onde ude. Derfor er Schengen-samarbejdet vigtigt i EU. Schengen-samarbejdet tillader ikke permanent grænsekontrol, og det burde heller ikke kunne lade sig gøre efter en reform”, siger han.

Schengen-reform på vej

Danmark er et af de lande, der har presset på for at få gennemført en reform af Schengen-samarbejdet. Nærmere bestemt en revision af forordningen Schengen-grænsekodeks, der fastsætter reglerne for, hvordan personers grænsepassage skal foregå ved såvel de indre som de ydre grænser. EU-Kommissionen indledte en proces i november 2020, og det forventes at en reform vil være på plads i løbet af sommeren.

En række tiltag har allerede fundet sted: EU-Kommissionen har indført såkaldte grønne transportbaner ved grænserne for godstransport, hvor kontrol og sundhedscreening højst må vare 15 minutter. Danmark og resten af EU er i gang med at indføre nye fælles it-systemer, der skal gøre det nemmere at kontrollere borgere, der rejser ind og ud af Schengenområdet. Den danske regering har fremsat et lovforslag i marts, der blandt andet omfatter det såkaldte ETIAS-system, hvor en person uden visum, der ønsker at rejse til Danmark eller et andet EU-land, skal søge elektronisk om en rejsetilladelse forud for rejsen.

Danmark har været blandt de første lande i Europa til at introducere et coronapas, der giver oplysninger om, hvorvidt bæreren af coronapasset er blevet vaccineret, testet negativ eller har opnået immunitet og dermed giver adgang til blandt andet forretninger og restauranter. Den 20. maj 2021 indgik EU’s medlemslande imidlertid en aftale om et digitalt covid-certifikat, et europæisk coronapas, som giver oplysninger om de samme ting og dermed giver den rejsende adgang til at krydse landegrænserne til andre EU-lande. Det europæiske coronapas, der skal udformes som en QR-kode digitalt eller på papir, vil kunne benyttes fra den 1. juli.

Men også i forhold til et sådant europæisk coronapas hersker der uenighed i EU. Europa-Parlamentet havde under forhandlingerne forud for aftalen i maj gerne set, at alene det nye europæiske coronapas skulle være adgangsbillet mellem EU-

landene, men de europæiske regeringer kæmpede imod. Den danske regering og en række andre lande insisterede på, at det enkelte land stadig skal have lov at have egne nationale regler om eksempelvis at gå i karantæne eller foretage tests, selv om tilrejsende har et europæisk coronapas. Og sådan blev det. Grænsespørgsmålet er og bliver således et nationalt anliggende for landene i EU.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye lægger i et interview med magasinet Grænsen (læs side 14) ikke skjul på, at det er hans mål med reformen af Schengen-samarbejdet at “flytte mere beslutningskraft fra Bruxelles til Danmark”, og at han ser grænsekontrollen som værende tæt forbundet med et øget dansk bidrag til Frontex, oprettelse af Hjemrejsestyrelsen, der skal få flere udlændinge uden lovligt ophold til at rejse hjem, og en stram udlændingepolitik generelt.

Hvad sker der?

Spørgsmålet, der står tilbage, er naturligvis: Var Schengen-samarbejdet og de åbne grænser i EU en parentes i EU’s historie? 

Catharina Sørensen tror ikke, svaret er entydigt. Hun tror, at EU bevæger sig hen imod mobilitetskontrol, hvor der ikke er tale om fysisk kontrol ved en grænsebom på et givent sted, og at den teknologiske udvikling vil fortsætte med eksempelvis knudepunkter, hvor der eksempelvis  kan foretages sundhedsscanning eller baggagescanning, uden at bilen behøver at standse. Hun ser også en sandsynlighed for, at der i fremtiden kan blive tale om mini-Schengen flere steder i Europa, sådan som blandt andre den fransk præsident Emanuel Macron har argumenteret for. På samme måde som der findes en nordisk pasunion, kunne man forestille sig, at tæt-integrerede lande som Belgien og Holland kunne danne en lignende, fælles pasunion uden grænsekontrol mellem de to lande i et scenarie, hvor flere og flere EU-lande ønskede at gøre brug af national grænsekontrol.

“Spørgsmålet om grænsekontrol er så indenrigspolitisk betydningsfuldt for en række lande, herunder Danmark, men også Tyskland, at der er nødt til at være en stor fleksibilitet. Det tror jeg, at EU-Kommissionen må inddrage i sine overvejelser i forbindelse med en reform. Samtidig er man nødt til at se grænsekontrollen i en større sammenhæng med især EU’s migrationspolitik og bekæmpelsen af corona med vaccinationsprogrammer. I øjeblikket kan Danmark læne sig op ad Tyskland, der også har grænsekontrol. Men hvis Tyskland efter et valg måtte vælge en anden vej, vil presset stige på Danmark for at opgive sin grænsekontrol”, vurderer Catharina Sørensen.

Hjemme i Flensborg håber Sabrina Johansen på, at grænsekontrollen snart forsvinder. Hun har hørt, at partiet De Grønne i Flensborg vil holde en Schengen-fest, når grænsekontrollen ophører.

“Jeg skal helt klart med til Schengenfest, hvis jeg altså ikke skal på arbejde den dag”, siger hun.

Rettelse 11. juni: I boksen til artiklen har der tidligere været angivet, at 22 lande er medlemmer af Schengen-samarbejdet. Det korrekte er, at 26 lande er medlemmer af Schengen-samarbejdet: 22 EU-lande og fire lande, der ikke er medlemmer af EU (Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein). Redaktionen beklager fejlen og har rettet fejlen her på siden.