Tilbage til nyhedsliste

Debat på Folkemødet: Er de åbne grænser i Europa snart fortid?

9. juni 2021

Der livestreames fra Folkemødet på Bornholm lørdag den 19. juni kl. 19.15, når Grænseforeningen og Sydslesvigsk Forening (SSF) er værter for en debat mellem politikere og fagfolk om Europas grænser

Migration og coronapandemi har siden 2016 medført midlertidige grænselukninger i Europa i hidtil uset omfang. I en debat på Folkemødet på Bornholm er Grænseforeningen og Sydslesvigsk Forening (SSF) værter for en debat mellem politikere og fagfolk om Europas grænser.

Migration og coronapandemi har siden 2016 medført midlertidige grænselukninger i Europa i hidtil uset omfang. I en debat på Folkemødet på Bornholm er Grænseforeningen og Sydslesvigsk Forening (SSF) værter for en debat mellem politikere og fagfolk om Europas grænser.

llustration: Morten Voigt

Grænsebommene er gået ned i Europa efter corona, og en reform af Schengen er på vej. Er de åbne grænser i Europa snart fortid? Og hvad vil det betyde for det dansk-tyske grænseland og andre grænselande i Europa, hvis de åbne grænser forsvinder?

Disse spørgsmål vil blive debatteret på Folkemødet på Bornholm lørdag den 19. juni kl. 19.15, når Grænseforeningen og Sydslesvigsk Forening (SSF) er værter for en debat mellem politikere og fagfolk – en debat, der også kan følges hjemme fra stuerne, da debatten blive livestreamet fra scene 10 på Folkemødet på Bornholm.

Catharina Sørensen, der er vicedirektør i Tænketanken Europa, deltager i debatten på Bornholm. Hun udtaler i det netop udkomne nummer af magasinet Grænsen, der har ”Åbne grænser i Europa?” som tema:

”De åbne grænser i Europa har det ikke særlig godt i øjeblikket. Sidste år blev der lukket grænser som aldrig før set i Europa. Ja, der var flere grænselukninger i 2020 end i samtlige 13 forudgående år med de nuværende Schengen-regler.”

Netop Schengen-samarbejdet, der ophæver personkontrollen ved EU-landenes indre grænser, står foran en reform, og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) siger i et interview med magasinet Grænsen, at han ønsker stramninger i forbindelse med den kommende Schengen-reform, så medlemslandene i højere grad selv bestemmer over grænsekontrol ved egne grænser.

”Vi i Danmark ved bedst, hvornår der er brug for grænsekontrol rundt om Danmark”, siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye til magasinet Grænsen.

Der er således baggrund for en spændende debat på Folkemødet på Bornholm, hvor også de følgende deltager: Christian Juhl (EL), formand for Folketingets Sydslesvigudvalg, Peter Kofod (DF), medlem af Europa-Parlamentet og Jens A. Christiansen, generalsekretær, Sydslesvigsk Forening (SSF).

Se debatten live på folkemoedet.dk lørdag den 19. juni kl. 19.15.