Vidste du, at den danske slager ‘Gid du var i Skanderborg og blev der’ egentlig er tysk og hedder ‘Wärst du doch in Düsseldorf geblieben’?” 

Thure Lindhardt griner i telefonen denne morgen, hvor magasinet Grænsen har sat ham stævne til et interview om hans forhold til Tyskland, tysk sprog og kultur.  

“Det var en stor skuffelse for mig, da jeg kom til Berlin og Hamborg og opdagede, at mange af de ting, jeg troede er danske, overhovedet ikke er det. Frikadeller og skipperlabskovs findes også i Tyskland. Det samme gælder vores slagere. Mange af de ting, vi forbinder med Danmark, er faktisk tyske. Og der bliver vi nogle gange nødt til at hanke op i egen danskhed og spørge os selv, hvad er os, og hvad er dem? Og måske er vi ikke så vanvittigt forskellige. Selvfølgelig er der kulturelle forskelle, men der er godt nok også mange ligheder”, siger Thure Lindhardt.  

Thure Lindhardt har i foråret 2021 medvirket i den tyske dramaserie ‘Under overfladen’, der foregår i det dansk-tyske grænseland med andre danske stjerner som Lene Maria Christensen og Jakob Cedergren og tyske som Jan Josef Liefers og Katharina Schlüttler på rollelisten. Serien havde premiere på den tyske public-servicekanal ZDF den 7. februar og er siden blevet vist på DR1 og DRTV, hvor den stadig kan ses. Thure Lindhardt håber, at ‘Under overfladen’, der på tysk hedder ‘Tod von Freunden’, vil styrke den kulturelle brobygning mellem danske og tyske tv-seere.  

“Tv er et magtfuldt medie, fordi det taler følelsernes sprog. Og dermed kan det være med til at bevæge og påvirke folks holdninger til andre mennesker. Når vi på tv ser mennesker fra andre kulturer, lærer vi at se dem som mennesker og ikke som fremmede. Det er det samme, der gør sig gældende i forhold til det dansk-tyske, som vi præsenteres for i denne serie. Jo mere vi lærer om hinanden, jo mere lærer vi også om os selv”, siger Thure Lindhardt.  

Genindtage Tyskland 

I ‘Under overfladen’ spiller Thure Lindhardt den danske familiefar Jakob, der begår sig lige så naturligt på tysk som på dansk. Thure Lindhardts egen far, Mogens Lindhardt, har ikke noget særligt forhold til det tyske, andet end at han som teolog er optaget af tysk kirkehistorie.  

“Min fascination af det tyske har jeg ikke med hjemmefra. Selvom min far har interesse for Tyskland, er han mere optaget af Luther end af Brecht (Bertolt Brecht, tysk dramatiker, 1898-1956, red.) ”, siger Thure Lindhardt.   

På den måde lå det heller ikke i kortene, at Thure Lindhardt, hvis mor, Anne Lindhardt, er psykiater, skulle lære mere end almindeligt skoletysk, da han voksede op som enebarn i 1970’ernes og 1980’ernes Roskilde. Faktisk blev det tyske både i samfundet og i hjemmet italesat som noget uhyggeligt og skræmmende, særligt af bedsteforældrene, der havde oplevet Anden Verdenskrig, men også af forældrene, der voksede op i efterkrigstidens og Besættelsens skygge. Og da Thure Lindhardt i slutningen af sin grundskoletid genfortolkede Michael Endes romanklassiker ‘Den uendelige historie’ fra 1979 som teaterstykke, var han ikke klar over, at den er tysk.    

Men da Muren faldt den 9. november 1989, var det som et sandhedens øjeblik. De dramatiske begivenheder, der førte til kommunismens sammenbrud i Østeuropa, vækkede med ét en interesse i den dengang 14-årige Thure Lindhardt, som ikke blev mindre af, at hans far kort efter tog ham med på en rejse til det da genåbnede Østtyskland, hvor han viste ham Luthers Wittenberg, men også Goethes Weimar og ikke mindst Brechts Berlin.  

“Murens fald var en af de største politiske begivenheder, jeg har oplevet. Og jeg var dybt optaget af, hvad det mon var for noget. Uden helt at forstå det, vidste jeg, det var noget med krig og adskillelse, forsoning, mure, frihed og et land, der havde været delt og nu igen blev til ét. Samtidig havde jeg indtaget min families og tidens negative italesættelse af det tyske i mit ungdomssind og opdagede nu, at Tyskland var så meget mere end det. Så jeg kunne genindtage det Tyskland, der af gode grunde blev set negativt på i mange år. Og der åbenbarede sig en rig kultur med stor filosofi, store tænkere og ikke mindst en fantastisk skuespiltradition. Det var fascinerende”, siger Thure Lindhardt.  

Tyskland frem for USA 

Da Thure Lindhardt først havde fået øjnene op for Tyskland, var der ingen vej tilbage. Han måtte lære mere af det store land at kende. Så da mange af hans jævnaldrende gymnasiekammerater på Det frie Gymnasium i København tog på udveksling til USA og England, besluttede han sig for sammen med en kammerat at tage til den nyligt udvidede forbundsrepublik, der på det tidspunkt stadig var i fuld gang med sin Wiedervereinigung, genforeningen af Øst- og Vesttyskland.  

I skoleåret 1992/93 gik Thure Lindhardt således på Odenwaldschule i Hessen mellem Frankfurt am Main og Heidelberg. Det var en forsøgsskole fra 1910, der eksperimenterede med en fri pædagogik. Her mødte han både børn fra velhavende, vesttyske familier, unge udsendt af den tyske børne- og unge forsorg, Jugendamt, og adskillige østtyskere, der betalte deres skolegang med stipendier, som var en del af Wiedervereinigung. Tidligere havde flere socialt engagerede tyske politikere og kunstnere gået på skolen, blandt dem forfatteren Klaus Mann.   

“Det var en skole med stor frihed og et stort politisk engagement. Da et modtagecenter for asylanter i den østtyske by Rostock blev angrebet af højreradikale i 1992, tog hele skolen derover til demonstration. Samtidig besøgte jeg mine skolekammerater i forskellige dele af Tyskland og fik en nær veninde fra et sted i nærheden af Leipzig i det tidligere DDR. På den måde oplevede jeg de kulturelle forskelle mellem Øst- og Vesttyskland på godt og ondt”, siger Thure Lindhardt, der gennem Odenwaldschule også fik gode kontakter til den tyske teaterverden, blandt andet til teaterskuespilleren Gisela May, der var en stor Brecht-fortolker i Østtyskland og senere blev hans læremester.  

På Odenwaldschule var husene opkaldt efter tyske forfattere som Schiller og Goethe. Og i skolens store bibliotek begyndte Thure Lindhardt først at stave sig igennem og senere mere frit at læse de tyske klassikere.  

“Der blev åbnet en fascination af den tyske digterkunst, teaterkunst og filosofiske tænkning i mig, så meget som der nu kan blive åbnet i et ungt menneske. Der var et stort bibliotek på skolen, hvor jeg blev meget optaget af Brecht. Jeg læste hans skuespil og lærte hans digte udenad. Jeg læste også Schiller, Goethe og især Rilke. Tyskland og det tyske sprog har udvidet min horisont på en måde, som kom til at præge mig meget”, siger Thure Lindhardt.  

Odenwaldschule måtte sidenhen dreje nøglerne om, efter en skandale om seksuelle overgreb under en tidligere rektor kom frem i 1999. Overgrebene foregik dog før, Thure Lindhardt besøgte skolen. 

Tysk karriere 

Thure Lindhardt vidste tidligt, at han ville være skuespiller. I folkeskolen havde han engageret sig i den lokale teaterklub i Roskilde. Og som 12-årig havde han i 1987 fået sin første filmrolle som mobberen i Bille Augusts ‘Pelle Erobreren’. I 1998 blev han færdiguddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Odense, og i 2000 fik han sit gennembrud i dansk film i rollen som den autistiske dreng Brian i ‘Her i nærheden’, hvor han spillede over for dansk skuespils grand old lady Ghita Nørby.  

Selvom Thure Lindhardt i starten af 2000’erne havde haft mindre roller i små engelsksprogede produktioner, fik han sin første internationale rolle i en bredt anerkendt film i Tyskland i 2004. Her spillede han i en nøglerolle i ‘Was nützt die Liebe in Gedanken’ sammen med bl.a. den vordende tyske stjerne Daniel Brühl. Herefter fulgte flere roller i tyske tv- og filmproduktioner og siden også i større amerikanske og britiske produktioner.  

“I de år blev Tyskland mit andet hjemland. Tysk blev det sprog, jeg behersker bedst efter dansk. Jeg bosatte mig i Berlin, hvor jeg købte en lejlighed i 2007. Og boede i andre tyske byer som München og Hamborg under diverse optagelser, hvor man ofte opholder sig et sted i flere uger eller måneder ad gangen”, siger han.  

Thure Lindhardt fik bl.a. roller i Tysklands mest populære tv-serie, krimien ‘Tatort’, der hver søndag ses af over ni millioner tyskere. På trods af den store seereksponering sagde han dog for nogle år siden i et interview med DR K, at det betyder mere for ham, hvordan han opfattes af et dansk end af et tysk publikum, og at han derfor har været mindre kritisk i forhold til hvilke tyske produktioner, han har medvirket i. Men sådan ser han ikke på det i dag, fortæller han. 

“Jeg havde det sådan, da jeg var yngre, at det at blive bedømt på mit modersmål i mit hjemland, er det, der betyder mest. Det er lidt sådan, at det, mor og far synes, er det vigtigste i hele verden. Og nogle gange er mor og far så bare et helt land. Derfor tror jeg, at det for mig var mindre farligt at arbejde i Tyskland, selvom det er et meget større land. Men det er jo lidt arrogant og selvcentreret at tænke sådan, så der er jeg heldigvis blevet klogere”, siger Thure Lindhardt, der i dag ser det som en stor frihed at kunne spille roller på både dansk, tysk og engelsk.  

“Det giver en større valgfrihed til at beskæftige sig med noget, jeg interesserer mig for”, siger han.  

Tv og film i grænselandet 

Noget, Thure Lindhardt interesserer sig meget for, er mødet mellem mennesker. Og for ham at se sker der noget særligt, når mennesker mødes i et grænseland. Derfor kan han også godt lide at medvirke i udenlandske film- og tv-produktioner med skuespillere med flere nationaliteter. 

“Som skuespiller ligger der en frihed i at spille over for kollegaer fra et andet land, fordi man oftest ikke ved, hvad de har lavet før. Jan Josef Liefers, som jeg spillede sammen med i ‘Under overfladen’, er en stor stjerne i Tyskland, men det vidste jeg ikke noget om, så jeg mødte bare et menneske. Og han havde det på samme måde med mig. Når jeg arbejder sammen med andre danske skuespillere, kan vi hurtigt blive gensidigt forudindtaget, fordi vi tror, vi ved meget om hinanden.”  

“Samtidig ligger der en udfordring i de kulturelle forskelle. Tyskerne arbejder eksempelvis markant anderledes med tv. De skriver anderledes, instruerer anderledes og har en helt anden måde at være på et set på. Det kan virke begrænsende i forhold til den måde, jeg arbejder på, men det gør mig også klar over forskellen mellem dansk og tysk. Tyskerne har en ordrig tradition, hvilket giver god mening, da der er mange flere ord i det tyske sprog end det danske. Så de forklarer og fortæller meget på tv. Hvor vi danskere helst vil tale så lidt som muligt og hellere vil vise, hvad der sker. Det første, Lena Maria Christensen og jeg gjorde, var at stryge halvdelen af vores replikker. Det er en anden måde at arbejde på”, siger Thure Lindhardt. 

Det dansk-tyske grænseland har Thure Lindhardt stiftet bekendtskab med både under optagelserne af ‘Under overfladen’, der blandt andet foregår på Okseøerne i Flensborg Fjord, i Flensborg og i Sønderborg, og under optagelserne af spillefilmen ‘I krig og kærlighed’ fra 2018, der handler om Sønderjylland under Første Verdenskrig, hvor omkring 30.000 sønderjyder blev sendt i tysk krigstjeneste, og 6.000 døde.  

“For mig er det dansk-tyske grænseland særligt, fordi jeg her i langt højere grad skal forholde mig til mig selv, og hvad det vil sige at være dansk. Og så har grænselandet en stærk og bevægende historie. Da vi optog ‘I krig og kærlighed’ havde mange af statisterne bedsteforældre eller oldeforældre, der havde oplevet krigen. Det var meget stærkt at høre deres fortællinger”, siger han.  

Sproget forvirrer 

I det dansk-tyske grænseland har Thure Lindhardt også oplevet, hvordan dansk og tysk flyder ud og ind af hinanden, og hvordan man i en by som Flensborg hører begge sprog på gaden. I ‘Under overfladen’ har den tyske instruktør Friedemann Fromm forsøgt at gengive grænselandets sproglige mangfoldighed. Derfor har stort set alle roller i serien replikker på både tysk og dansk. Sprogskiftene i serien er dog faldet de fleste danske anmeldere for brystet. Især er det blevet bemærket, at børnene til det danske par, der spilles af Lena Maria Christensen og Thure Lindhardt, spilles af tyske Milena Tscharntke og Oskar Belton, der taler et ret gebrokkent dansk. 

“Jeg forstår udmærket den kritik, og jeg er faktisk fuldstændig enig. Det er da også mærkeligt, at et dansk pars børn ikke taler bedre dansk. Hvis jeg havde været serieskaber, havde jeg taget nogle andre valg. Men der må man holde sig for øje, at denne serie primært er lavet til Tyskland, ikke til Danmark. Og tyskerne bemærker ikke, at de unge taler dansk med accent. Desuden er de unge, der spiller vores børn, ret store stjerner i Tyskland. Så det har nok også spillet ind, da de blev castet. De spiller i øvrigt helt vanvittigt godt og spiller nærmest os voksne helt af banen”, siger Thure Lindhardt. 

Blandede anmeldelser 

Generelt har ‘Under overfladen’ fået blandede anmeldelser. Mens anmelderne i store tyske aviser som Frankfurter Allgemeine og Süddeutsche Zeitung har rost serien, har de fleste danske dagblade givet middelkarakter.  

“Det er spændende med forskellen mellem de danske og de tyske anmeldelser. For den taler jo ind i en kulturel forskel. Tyskerne er vant til et helt andet tv-format. Og Tyskland er et land, hvor man ikke er bange for at vise følelser, mens vi i Danmark helst vil vise følelser så lidt som muligt på tv. Derfor bliver serien bedre modtaget i Tyskland,” siger Thure Lindhardt.  

Sprog og ånd 

Både som skuespiller og på et mere filosofisk plan er Thure Lindhardt optaget af sprog og særligt af sprogets forbindelse til ånden. Det er han efter at have læst N.F.S. Grundtvig, og han genkender forbindelsen i sit virke som skuespiller, især når han skal tale et andet sprog. 

“Da jeg havde min første tyske replik, øvede jeg mig intenst for at sige det på den helt rigtige måde. Ligesom ethvert andet sprog kan tysk lyde på mange forskellige måder alt efter, hvordan ordene udtales. Alle, der har prøvet at holde en tale, ved, at sproget kan lyde klodset og kunstigt eller flyde og virke naturligt. I min replik ville det naturlige ikke frem, og jeg kunne ikke forstå, hvad der egentlig var galt, og hvorfor det var så svært for mig at sige en replik på et andet sprog. Så talte jeg med en lærer om det og endte med at oversætte replikken til dansk for at forbinde den til mit modersmål. Da jeg først havde gjort det og fået min intention på plads, kunne jeg vende tilbage til tysk.”  

“Det er jo i virkeligheden det, Grundtvig siger. Når det kun er ord, er det kun form. Hvis du fokuserer på det åndelige, så giver det mening, og så vil det også give modtageren noget. Og vores modersmål er det tætteste vi kommer på forbindelsen til det åndelige, fordi vi har hørt det, siden vi lå i vores mors mave. Hvad det åndelige er, er så en helt anden historie”, siger Thure Lindhardt, der ved siden af sin skuespillerkarriere er gæstelærer i dramatik på Oure Højskole og mener, at Grundtvig og folkeoplysningstraditionen er noget af det mest enestående og afgørende ved dansk kultur. 

Perspektivet som far 

I december 2017 blev Thure Lindhardt far til en lille pige, Billie. Men med faderskabet fulgte ikke nogen almindelig kernefamilie. Han har nemlig valgt at få sin datter med to gode veninder som mødre. Den konstellation er i flere medier blevet kaldt en regnbuefamilie, men Thure Lindhardt selv afstår fra at bruge den betegnelse. Alligevel mener han, at den måde, han har valgt at indrette sig på med sin familie, er med til at pege på mangfoldigheden i verden.    

“Jeg har det med mangfoldighed, som jeg har det med sandheden. Man skal huske på, at der er mange aspekter af sandheden. Den er ligesom en sleben diamant. Den har mange sider, og alle sider stråler, når de bliver spejlet i lyset. Jo mere jeg beskæftiger mig med de mange sider af sandheden, jo mindre fanatisk bliver jeg. Derfor er jeg optaget af ikke bare at se indad og være navlebeskuende i forhold til min egen kultur, men derimod forsøge at forstå verden ud fra andres perspektiver”, siger Thure Lindhardt, og slutter:   

“Det var den åbenbaring, jeg fik som ung i mit møde med det tyske.”