Tilbage til nyhedsliste

Markant flere flytter fra Tyskland til Sønderjylland

24. februar 2022

Antallet af tilflyttere fra Tyskland til Sønderjylland er væsentligt forøget i 2021, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Trenden vil fortsætte, lyder det fra Region Sønderjylland-Schleswig.

Antallet af tilflyttere fra Tyskland til Sønderjylland er steget med 54 procent fra 2020 til 2021.

Antallet af tilflyttere fra Tyskland til Sønderjylland er steget med 54 procent fra 2020 til 2021.

Illuistration: Grænseforeningen

Mens der i 2020 var 876 personer, der flyttede fra Tyskland til en af de fire Sønderjyske kommuner, Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Haderslev, var antallet i 2021 steget til 1352 personer, svarende til en stigning på over 54 procent, mens der i årene inden ikke har været en nævneværdig udvikling i tallene.

Udviklingen overrasker ikke Peter Hansen, der er leder af Region Sønderjylland-Schleswig, som rådgiver danskere og tyskere om at bosætte sig og arbejde på den respektive anden side af grænsen.  

”Den udvikling, vi ser i tallene, er på sin vis en effekt af den stigning i henvendelser, vi har oplevet på det seneste. Op til hver tredje til fjerde henvendelse, vi får i dag, er fra tyskere, der ønsker at flytte til Danmark”, siger Peter Hansen, som forudser, at udviklingen vil fortsætte:

”Det er en trend, som vil fortsætte i nogen tid endnu. Vi får fortsat rigtig mange henvendelser, og der vil derfor også komme en yderligere stigning af tyske tilflyttere”, siger Peter Hansen.

Forskellige bevæggrunde

Spørger man blandt de tyskere, der overvejer at flytte til Danmark, eller som allerede har taget skridtet, nævnes mange forskellige bevæggrunde.

“Vi vil ud af hamsterhjulet og have mere tid til familien”, siger Benjamin Heinsen til magasinet Grænsen. Sammen med sin kone Lisa Heinsen og parrets fire børn har valgt at flytte fra Slesvig-Holsten til Sønderjylland, hvor de har købt hus i Sønderborg Kommune, i sommeren 2022.

I Sønderborg Kommune har man i 2021 afholdt fire informationsdage, såkaldte tiltrækningsevents, for i alt 300 tyskere, der overvejer at flytte til Danmark. Og bosætningskoordinator Tatjana Rode kan nikke genkendende til familien Heinsens begrundelse.  

“Mange nævner […] balancen mellem arbejds- og familieliv, den afslappede væremåde og uformelle omgangstone”, siger hun til magasinet Grænsen.