Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger vælger ny formand
55-årige Kay von Eitzen er valgt som ny formand for Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) efter kampvalg mod Mads Lausten, 23 år.
Kay von Eitzen er ny formand for Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU).
Foto: SdU
De næste to år hedder formanden for Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) Kay von Eitzen. Det står klart, efter at SdU, der er paraplyorganisation for de danske sports- og fritidsforeninger i Sydslesvig, afholdt Sendemandsmøde virtuelt lørdag den 19. marts i Flensborghus i Flensborg.
”SdU er dem, der er til udvikling og rækker hånden ud til de andre om samarbejde”, sagde Kay von Eitzen efter nyvalget ifølge Flensborg Avis.
Valget af Kay von Eitzen, der indtil da har været 1. næstformand i SdU, skete ved et kampvalg, hvor også 23-årige Mads Lausten, styrelsesmedlem i SdU, var opstillet. Afgørelsen faldt først efter to stemmerunder, hvor begge kandidater i første runde fik 34 stemmer.
Kay von Eitzen overtager formandsrollen efter Kirsten Asmussen, der har været formand for SdU siden 2014. Kay von Eitzen er et kendt navn i sydslesvigske kredse. Han er bl.a. formand for den danske sejlklub i Sydslesvig, Flensborg Yacht Club, og har fra 1997 til 2014 været formand for Sydslesvigsk Forening (SSF) Sporskifte Distrikt. Han har også været aktiv i Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) og været formand for Sporskifte Danske Menighed under Dansk Kirke i Sydslesvig fra 2006 til 2020.
I en flyer lavet forud for SdU’s Sendemandsmøde svarer Kay von Eitzen på, hvad han ser som SdU’s og det danske mindretals største udfordringer.
”En stor udfordring for det danske mindretal som helhed er det frivillige arbejde. Indtil nu bliver mindretallet båret af frivilligheden, men samfundet er til stadig forandring og mennesker binder sig ikke mere i den grad som før i folkevalgte hverv. Det vil i længden nødvendiggøre en anderledes opgavefordeling, samt en professionalisering af arrangementer og tiltag. Dette er noget, der berører alle og har stor indflydelse på vores organisationsstruktur. Den aktuelle strukturdebat er af denne grund meget relevant”, udtaler Kay von Eitzen i flyeren.