Nyt museumssamarbejde skal gøre Sydslesvig mere attraktivt
Danevirke Museum har indgået en samarbejdsaftale med de slesvig-holstenske statslige museer. Aftalen omfatter bl.a. et tættere samarbejde med Vikingemuseet Hedeby om UNESCO-verdensarven Hedeby-Dannevirke.
Danevirke Museum ejes af Sydslesvigsk Forening (SSF).
Foto: SSF/Sydslesvigsk Pressetjeneste
Et nyt samarbejde mellem Danevirke Museum, der ejes af Sydslesvigsk Forening (SSF), og de slesvig-holstenske statslige museer, Schleswig-Holsteinische Landesmuseen, skal gøre Sydslesvig mere attraktivt for museumsgæster.
Det skriver SSF i en pressemeddelelse.
”Vi har i efterhånden mange år haft et tillidsfuldt samarbejde med Danevirke Museum, som vi gerne vil fordybe og formalisere, nu hvor der opstår et nyt formidlingscenter ved Danevirke. Når det står færdigt, vil vi her i Slesvig-området med det ny Danevirke Museum, Vikingemuseet Hedeby og Gottorp Slot have et særdeles attraktivt museumslandskab, som stråler langt ud over regionens grænser og tiltrækker mange mennesker, som med rette forventer en optimal service. Det er vi godt klædt på til med denne aftale”, udtaler Claus von Carnap Bornheim, direktør for Schleswig-Holsteinische Landesmuseen, i en pressemeddelelse.
Den nye samarbejdsaftale omfatter bl.a. et tættere samarbejde med Vikingemuseet Hedeby om UNESCO-verdensarven Hedeby-Dannevirke. Det bliver bl.a. muligt at købe en ’verdensarvsbillet’, der giver adgang til både Danevirke Museum ved voldanlægget Dannevirke og Vikingemuseet Hedeby ved vikingehandelspladsen Hedeby.
”Vores region er så heldig at have hele to museer med forskellige profiler, som står for formidlingen af verdensarven Hedeby-Danevirke og supplerer hinanden fint. Samtidig vil vi selvfølgelig at vores gæster på trods af denne frugtbare mangfoldighed oplever den fælles verdensarv som en helhed, og det har vi taget fat på for alvor med denne aftale”, siger Lars Erik Bethge, museumsleder for Danevirke Museum, i en pressemeddelelse.
Aftalen omfatter også, at de slesvig-holstenske statslige museer stiller arkæologiske fund fra Dannevirke til rådighed til den nye permanente udstilling og særudstillinger i det nye Danevirke Museum.
”Vi er glade for, at vores partnere ved de statslige museer vil understøtte os i at byde vores gæster i det nye Danevirke Museum på den bedst mulige oplevelse ved Danevirke og i verdensarven. På den anden side vil vi med vores ekspertise bidrage til, at museumslandskabet i området, der samler nogle af de største højdepunkter fra danmarkshistoriens oldtid, bliver mere synligt og attraktivt for gæster fra Danmark”, siger Jens A. Christiansen, generalsekretær i Sydslesvigsk Forening.
Det nye Danevirke Museum forventes at stå færdigt i 2024. Det er første gang, at Sydslesvigsk Forening og Danevirke Museum indgår en aftale med et tysk museum.
Flere nyheder: