Tilbage til nyhedsliste

Sønderjylland blev socialdemokratisk

4. november 2022

Den markante Venstre-politiker, tidligere minister og tidligere formand for Folketingets Sydslesvigudvalg, Eva Kjær Hansen, blev ikke genvalgt ved tirsdagens folketingsvalg Socialdemokratiet blev Sønderjyllands største parti.

Eva Kjer Hansen (V), Benny Engelbrecht (S), Jesper Petersen (S), Anni Matthisen (V), Pernille Vermund (NB) og Christian Rabjerg Madsen (S).

Eva Kjer Hansen (V), Benny Engelbrecht (S), Jesper Petersen (S), Anni Matthisen (V), Pernille Vermund (NB) og Christian Rabjerg Madsen (S).

Fotos: Steen Brogaard/Folketinget

Socialdemokratiet blev det største parti i Sydjyllands Storkreds til Folketingsvalget den 1. november, der involverer Sønderjylland. Nye Borgerliges partileder, Pernille Vermund, fik flest personlige stemmer, 15.375 i alt. Men hun er også den eneste, partiet fik valgt i storkredsen.

Socialdemokratiets stemmer fordelte sig på flere markante politikere. Her er det den tidligere formand for Sydslesvigudvalget, Benny Engelbrecht, som er topscorer med 10.657 personlige stemmer, hvilket også er næstflest i storkredsen. En anden tidligere formand for Sydslesvigudvalget, Venstres Anni Matthisen, fik tredje flest stemmer med 9.540.

Det var en stor overraskelse, at en anden tidligere formand for Sydslesvigudvalget, Eva Kjer Hansen fra Venstre, ikke blev genvalgt til Folketinget. Men hun er altså ramt af Venstres tilbagegang, som var forventelig på baggrund af, at både partiets tidligere formand, Lars Løkke Rasmussen og tidligere næstformand, Inger Støjberg, har stiftet partierne Moderaterne og Danmarksdemokraterne, som begge bragede ind i Folketinget.

Eva Kjer Hansen har siddet i Folketinget siden 1990 og har været minister under Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke - senest som minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde frem til valget i 2019.

På listen over de største stemmeslugere følges Anni Matthisen af hele fire socialdemokrater: Jesper Petersen, Christian Rabjerg Madsen, Anders Kronborg, og Birgitte Vind.

Den afgående og en anden tidligere formand for Sydslesvigudvalget genopstillede ikke til valget, så de er nu også ude af Folketinget. Det er Enhedslistens Christians Juhl, som er valgt på Sjælland og i den seneste periode har været formand for Sydslesvigudvalget, samt tidligere minister Henrik Dam Kristensen, som rundede sin folketingskarriere med posten som Folketingets formand.

For Moderaterne er valgt Tønders tidligere borgmester Henrik Frandsen, som i lokalpolitik har repræsenteret Venstre og Tønderlisten.

I Sydjyllands Storkreds blev desuden valgt:  Christoffer Aagaard Melson og Hans Christian Schmidt, Venstre, Mette Kierkgaard, Moderaterne, Henrik Dahl og Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance, Karina Lorentzen Dehnhardt, SF, Søren Espersen, Karina Adsbøl og Kenneth Fredslund Petersen, Danmarksdemokraterne,  Peter Kofod, Dansk Folkeparti, Kris Jensen Skriver, Socialdemokratiet, Lotte Rod, De radikale Venstre, Niels Flemming Hansen, Det konservative Folkeparti og Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Red.: Eva Kjer Hansen har efterfølgende trukket sig helt fra politik.