Tilbage til nyhedsliste

Ny regering har ikke planer om at fjerne grænsekontrol

16. december 2022

Regeringsgrundlaget for Danmarks nye SVM-regering lægger ikke op til en afskaffelse af grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse. Snarere tværtimod.

Danmark har haft midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse siden den 4. januar 2016.

Danmark har haft midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse siden den 4. januar 2016.

Foto: News Öresund/flickr.com

Danmark har haft midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse siden januar 2016, og det ser ud til at fortsætte en rum tid endnu. I regeringsgrundlaget for Danmarks nye SVM-regering, som statsminister Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) præsenterede onsdag, lægges der ikke umiddelbart op til at fjerne grænsekontrollen.

”Regeringen vil: (…) Bede relevante myndigheder vurdere grænsekontrollen med henblik på at undersøge, om den målrettet kan gøres smidigere for pendlere”, står der under afsnittet ”Et mere trygt og retfærdigt Danmark” i det 58 siders lange regeringsgrundlag. Grænsekontrollen er ikke nævnt yderligere.

Til TV SYD siger Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti), borgmester i Tønder Kommune, at han er skuffet.

”Det har åbenbart ikke været ret højt på dagsordenen. At gøre det smidigere for pendlere er heller ikke noget nyt under solen”, siger han.

Formand for SSW, Christian Dirschauer, forholder sig en anelse mere pragmatisk.

”Vi har hele tiden sagt, at hvis Danmark ikke er klar til at afskaffe kontrollen, så skal der en mere smidig løsning til. Så det er positivt, at de tager et første skridt i den retning,”, siger han til Flensborg Avis.

Også fra tysk side er der fokus på regeringens prioritering af grænsekontrollen. Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU) siger i en udtalelse, at han glæder sig over, at den nye danske regering har et ønske om at forbedre situationen ved den fælles landegrænse.

“Vi ønsker en tilbagevending til et Europa uden synlige grænsebarrierer. Hvis vi som delstat kan bidrage til at indfri behovet for sikkerhed i det grænsenære område, gør vi det gerne”, udtaler Daniel Günther i en pressemeddelelse.

Grænsekontrollen var ikke et emne i valgkampen og med blot to linjers tekst i regeringsgrundlaget ser det heller ikke ud til at være en prioritering fremadrettet. SSW og Slesvigsk Parti har forsøgt sig med en erklæring, der sender et opråb til den nye danske regering om at afskaffe grænsekontrollen. Indtil videre er grænsekontrollen sat til at vare frem til maj 2023.

Det var daværende justitsminister Mattias Tesfaye (S), der i oktober forlængede grænsekontrollen med forklaringen:

”Beslutningen er taget for effektivt at kunne imødegå den betydelige trussel mod vores offentlige orden og indenrigssikkerhed forårsaget af terrorister og organiserede kriminelle, der kan udnytte den frie bevægelighed inden for Schengen-området samt den nuværende migrationssituation i Schengen-området”, som han skrev i et brev til EU-Kommissionen.