Tilbage til nyhedsliste

Ministerpræsident afviser kritik af dansk flygtningepolitik

25. marts 2022

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) mødtes mandag med Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU) for at tale om koordinering af de store flygtningestrømme fra Ukraine ved den dansk-tyske grænse.

Daniel Günther (CDU) og Mattias Tesfaye (S) ved pressemødet i Flensborg.

Daniel Günther (CDU) og Mattias Tesfaye (S) ved pressemødet i Flensborg.

Foto: Tim Riediger

”Den danske regering har klart oplyst, at døren er åben for flygtninge fra Ukraine. Men vi har også sagt, at flygtninge skal registreres. Vi må forhindre folk i at rejse ind, hvis de kan udgøre en fare”.

Sådan sagde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ifølge Jydske Vestkysten, da han mandag mødtes med Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU) på generalkonsulatet i Flensborg.

Årsagen til mødet var de problemer, der er opstået ved den dansk-tyske grænse, hvor fordrevne på flugt fra krigen i Ukraine i begyndelsen blev nægtet at rejse gennem Danmark til resten af Skandinavien, hvis de ikke havde et såkaldt biometrisk pas, som forhindrer forfalskninger. En ny særlov, som blev vedtaget i Folketinget den 16. marts, og som sikrer ofre for krigen i Ukraine to års ophold i Danmark, har i mellemtiden løst problemet.

Forinden nåede Flensborgs overborgmester Simone Lange (SPD) at være kritisk over for den danske regerings tolkning af reglerne om biometrisk pas.

”For os her i grænselandet ville den bedste løsning være, at Danmark gør det muligt for ukrainere at rejse gennem landet”, sagde Simone Lange til TV SYD den 14. marts.

Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther imødegik på mødet på generalkonsulatet den kritik.

”Flygtninge fra Ukraine bliver ikke afvist ved grænsen. Det er vigtigt at betone, at Danmark hjælper ukrainere nøjagtigt ligesom danskerne”, sagde Daniel Günther ifølge JydskeVestkysten og understregede, at de mange flygtninge fra Ukraine er en fælles udfordring.

”Derfor har vi også lovet hinanden at koordinere tingene tæt, hvis der skulle opstå vanskeligheder”, sagde Daniel Günther.