Tilbage til nyhedsliste

Et år med krig i Ukraine: Det danske mindretal fordømmer Putins vedvarende angrebskrig

24. februar 2023

I dag, den 24. februar 2023, er det et år siden, at Rusland angreb Ukraine. Det danske mindretal i Sydslesvig fordømmer krigen på ny.

Fredag den 24. februar 2023 er det et år siden, at Rusland gik i krig mod Ukraine.

Fredag den 24. februar 2023 er det et år siden, at Rusland gik i krig mod Ukraine.

Foto: Rasmus Meyer/SSF

Det danske mindretal i Sydslesvig fordømmer i en pressemeddelelse Ruslands vedvarende krig mod Ukraine. Fordømmelsen kommer i forbindelse med årsdagen for krigens begyndelse.

Læs pressemeddelelsen, der er underskrevet af Gitte Hougaard-Werner, formand for Sydslesvigsk Forening (SSF), og Christian Dirschauer, formand for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), i sin helhed her:

”Mindretalspolitik er fredspolitik - ikke angrebspolitik!

Sådan lød det fra det danske mindretal for et år siden, da Ruslands præsident Putin misbrugte mindretalspolitik i Donbass-regionen som påskud for sine imperialistiske hensigter. I dag, et år efter den russiske invasion i Ukraine, gentager Sydslesvigsk Forening (SSF) og Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) det klare budskab: Det danske mindretal fordømmer Putins grusomme angrebskrig mod Ukraine, og mindretalspolitik er fredspolitik - ikke angrebspolitik!

Den russiske invasion i Ukraine er ikke andet end et geopolitisk magtspil, der har brudt med alle folkeretlige principper. En krigsforbrydelse, der også bryder med alt, hvad mindretalsmodellen i det dansk-tyske grænseland står for - nemlig en fælles historie, gensidig respekt og samarbejdsvilje.

Krigen mod Ukraine har stået på i et år nu, og Ruslands afskyelige handlinger har overgået vores værste bekymringer. Fortællingerne fra vores mindretalsvenner i Ukraine, er svære at begribe. Særligt i en tid, hvor krig i Europa så ud til at være historiske fortællinger fra mørke tider.

Men skyerne over Europa er mørkere end de har været længe. Krigen er kommet tæt på os, og frygten for, at den griber om sig yderligere vokser. Derfor skal vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at forhindre Putins magtbestræbelser i at forgifte den demokratiske og fredelige verdensorden.

Ikke mindst derfor går vores tanker i denne mørke tid til alle ofrene for denne grusomme krig og til alle, der arbejder for at skabe fred - med respekt for demokrati, landenes suverænitet, folkeret, selvbestemmelse samt beskyttelse af mindretal.

Mindretalsforholdene i Europa er allerede påvirket af Putins angrebskrig.

En krig, hvis udvikling og følger kommer til at berøre os alle - mindretal som flertal.”