Tilbage til nyhedsliste

”Vi er alle stolte af Helene”

7. marts 2024

Det er en stor fornøjelse at følge Helene Frank på tv-skærmen hver fredag aften. Det fortæller Bente Stenger, der i knap 10 år har været orkesterleder for X Factor-deltageren i Skoleforeningens Underholdningsorkester, SKURK.

28-årige Helene Frank fra Sydslesvig er videre til tredje liveshow i årets X Factor.

28-årige Helene Frank fra Sydslesvig er videre til tredje liveshow i årets X Factor.

Foto: Lasse Lagoni/TV2

Sydslesvigske Helene Frank imponerer stort i årets X Factor og er blandt bookmakernes favoritter til at tage den endelige sejr. 

Også i Sydslesvig er der stor tro på, at den 28-årige efterskolelærer kan nå langt. 

Det fortæller Bente Stenger, der er orkesterleder for Skoleforeningens Underholdningsorkester, SKURK, som Helene Frank har været en del af de seneste knap 10 år. 

”Hun gør det virkelig godt, og vi er mange, der er totalt spændte på, hvor langt hun kan nå. Der er en enorm stolthed over Helenes bedrifter allerede nu”, siger hun.

Bente Stenger lærte Helene Frank at kende, da X Factor-deltageren begyndte i orkestret som ung gymnasieelev.

”Det var en genert pige, der kom ind ad døren. Hun gjorde ikke meget væsen af sig, men da hun begyndte at synge, havde hun alles opmærksomhed. Hun har en helt særlig klang, og allerede dengang tænkte jeg, at hun havde et klart talent”, siger Bente Stenger. 

”Hun har en meget personlig måde at frasere på, og man kan ikke undgå at blive ramt et helt centralt sted, når man hører hende synge”, tilføjer hun.

Dommer Simon Kvamm har flere gange beskrevet, hvordan han oplever, at Helene Franks vokal rummer et lys, en kanal til noget større. En beskrivelse, som Bente Stenger kan genkende.

”Jeg er meget enig i, hvad Simon Kvamm har sagt. Hendes vokal rummer en stor musikalitet, og jeg nyder meget at se Helene optræde i fjernsynet. Jeg under hende virkelig, at hun nu får stor opmærksomhed for det, hun kan”, siger Bente Stenger.

”Det er også helt fantastisk at se, hvordan hun mestrer den situation, hun er i. Hun holder fast i sig selv og er meget jordnær og afbalanceret. Hun har aldrig haft et behov for at stå forrest og overstråle alle de andre, men det fortjener hun”, tilføjer orkesterlederen, der løbende har været i kontakt med sin orkestersangerinde.

”Vi har skrevet sammen over sms, og hun fortæller, at det hele er en kæmpe oplevelse, og at hun virkelig lærer meget for tiden. Det er fedt at høre”, siger Bente Stenger. 

Som en del af Skoleforeningens Underholdningsorkester, SKURK, har Helene Frank fået en ramme til at udvikle sig i, forklarer Bente Stenger. Hun har prøvet forskellige musikgenrer af og fået øvelse i, hvad det vil sige at stå på en scene foran et publikum. 

I 2019 optrådte Helene Frank sammen med SKURK foran dronning Margrethe, da den nu forhenværende regent besøgte Sydslesvig. Og i 2022 var hun en del af musicalen ’Am Markt’, der fejrede den sydslesvigske by Frederiksstads 400-årsjubilæum. 

”Hun har altid haft en omfavnende rolle i orkestret, og hun har enorm respekt for andres kunnen. Hun spiller også saxofon og er god til at se en helhed og fornemme, hvad der er brug for i en given situation”, siger Bente Stenger.

Det er altså ikke en uerfaren sangerinde, der står på X Factor-scenen igen på fredag, når tredje liveshow udspiller sig. Bente Stenger skal selvfølgelig se med, måske med hele orkestret, men det er ikke faldet helt på plads endnu. 

Orkesterlederen håber dog, at Helene Frank fortsætter succesen og måske efterfølgende, når X Factor-eventyret engang slutter, vil overveje, om en karriere i musikbranchen kunne være noget. 

”Det er noget, jeg har talt med Helene om flere gange, men det er selvfølgelig helt op til hende. Men jeg synes, hun har et stort talent, og jeg har tit tænkt, at der er noget i hendes sangstemme, som også peger i retningen af jazz og gospel. Det kunne måske blive en levevej”, lyder det fra Bente Stenger. 

Helene Frank er opvokset i byen Norby i nærheden af Egernførde i Sydslesvig. Hun har gået på Risby Danske Skole og Jes Kruse Skolen og taget sin studentereksamen på A.P. Møller Skolen i Slesvig. Hun er uddannet lærer fra UC SYD i Haderslev, hvor hun også bor i dag med sin kæreste. Til daglig arbejder hun som lærer på Frøslev Efterskole, hvor hun også selv har været elev.