Thalbitzer, Anna, 1847-1932, forstander
Anna Thalbitzer var født i Nyborg; hendes far var oberst og havde kæmpet i begge slesvigske krige. Efter nederlaget i 1864 og ophævelsen af Paragraf 5 i 1878 besluttede hun at ville gøre noget for den sønderjyske sag. Hun var i 1884 medinitiativtager til dannelsen af foreningen Sønderjysk Samfund, hvor hun var bestyrelsesmedlem til sin død. Hun udvirkede bl.a., at 300 sønderjyske piger besøgte København. Thalbitzer havde nære kontakter til Jens Jessen, og via en komite i eget navn skaffede hun penge til Flensborg Avis, som Jessen var redaktør for. Under 1. Verdenskrig skrev hun breve og sendte forsyningspakker til soldater fra Sønderjylland, der var interneret i fangelejre. Efter Genforeningen støttede hun danskheden syd for grænsen med indsamling af midler til bl.a. udsmykning af danske kirker og Duborg-Skolen i Flensborg.
I 1891 blev Anna Thalbitzer forstander for Lindevangshjemmet i København for straffede unge kvinder.