Lassen, Linda, født 1948, forfatter
Linda Lassen er født og opvokset i Odense. Hun kom ud på arbejdsmarkedet allerede som 15-årig og stiftede tidligt familie. Men da hun som 21-årig blev alenemor, tog hun skolearbejdet op igen og færdiggjorde 9. og 10. klasse samt HF. Hun er senere uddannet lærer fra Odense Seminarium og har i flere år arbejdet som fængselslærer. Sideløbende er hun blevet kandidat i psykolog fra Danmarks Lærerhøjskole og har desuden en universitetsgrad i nordisk litteratur. .
Linda Lassen debuterede i 1997 med digtsamlingen Balloner Flyver langt, og den er blevet efterfulgt af lang række romaner både for børn og voksne, dokumentariske beretninger samt flere fagbøger.
I 2009 bosatte Linda Lassen sig i Gråsten, og det blev begyndelsen til en tilværelse som forfatter på fuldtid. Interessen for grænselandet fulgte med, og flere af hendes udgivelser har lokalt afsæt. Det gælder f.eks. børnebogen Mystik i slotskælderen (2013), Men sko må jeg ha´ (2015) om vandrelæreren Henriette Gubis liv, Tysklandsarbejderen – Frederiks valg (2019), hvor hovedpersonen Frederik vokser op på Als i årene før og efter Genforeningen i 1920. I 2019 udkom også Jens og Marie. En genforeningsroman, om mødet og ægteskabet mellem den unge Marie Fibiger fra et velhaverhjem på Frederiksberg og Flensborg Avis’ redaktør Jens Jessen. I 2023 fulgte Den skyldige. En grænselandskrimi om to uopklarede kriminalsager i Sønderborg fra hhv. 1967 og 2020.
Ved siden af sin forfattervirksomhed holder Linda Lassen foredrag og deltager i samfundsdebatten med artikler og kronikker.
![Lassen, Linda Lassen, Linda](/sites/graenseforeningen.dk/files/styles/article_width_680/public/2024-10/Linda%20Lassen%2C%20Forlaget%20Hovedland.jpg?itok=6Q83ccg3)
Linda Lassen. Udateret fotografi.
Foto: Forlaget Hovedland.