Tilbage til nyhedsliste

Mød grænselandets mindretal til Kulturnatten i København

9. oktober 2024

Grænselandets mindretal er med, når Christiansborg og Folketinget slår dørene op i forbindelse med Kulturnatten i København fredag den 11. oktober.

Mød grænselandets mindretal til Kulturnatten på Christiansborg fredag den 11. oktober.

Mød grænselandets mindretal til Kulturnatten på Christiansborg fredag den 11. oktober.

Foto: Anders Hviid/Folketinget

Af Alexander Leicht Rygaard

Skal du til Kulturnatten i København nu på fredag?

Så husk at svinge forbi Christiansborg og Folketinget, hvor både det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland står klar til at fortælle om det dansk-tyske grænseland, hvor man er gået fra krig og uvenskab til fred og forsoning.

”Vi kommer til at have et særligt fokus på grænselandets ’magna carta’, København-Bonn-erklæringerne, som til næste år har 70-års jubilæum. Erklæringerne udgør vores grundlov som mindretal, og set i lyset af den geopolitiske situation i Europa, hvor Rusland stadig bekriger Ukraine, er de fortsat meget aktuelle”, siger Jens A. Christiansen, der er generalsekretær i det danske mindretals kulturelle organisation, Sydslesvigsk Forening (SSF). 

København-Bonn-erklæringerne blev vedtaget den 29. marts 1955 af den danske og den tyske regering. Erklæringerne fastslår rettigheder og principper for det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland, men det er langt fra alle, som kender erklæringerne i dag.

”Erklæringerne tåler godt en ekstra oplysningsindsats”, lyder det fra Jens A. Christiansen. 

Det danske mindretal deltager med repræsentanter fra SSF, Skoleforeningen, Centralbiblioteket, SSW og Flensborg Avis og kan findes på 2. sal, værelse 2-145.

Det tyske mindretal, i form paraplyorganisationen Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), holder til på 2. sal, værelse 2-015. Her er fokus på den grundlæggende mindretalsfortælling.

”Kulturnatten er en festlig aften, hvor vi som mindretal får mulighed for at præsentere os for et publikum, der til daglig befinder sig meget langt væk fra det dansk-tyske grænseland. Vi forsøger derfor at formidle på en let og forståelig måde, hvor det vigtigste er at få fortalt, at vi som tysk mindretal eksisterer. Vi medbringer også en quiz, hvor man kan vinde et hotelophold i Sønderjylland. Det bliver altid godt modtaget”, siger Sally Flindt-Hansen, kommunikationskonsulent i BDN.

Hun tilføjer, at Bund Deutscher Nordschleswiger altid medbringer en samarbejdspartner. I år er det mindretallets biblioteksvæsen, Verband Deutscher Büchereien Nordschleswig, som vil fortælle om, hvordan det er at drive tyske biblioteker i Sønderjylland.

Med 69.000 besøgende i 2022 er Kulturnatten en af de største årlige endagsbegivenheder i København. Mere end 250 museer, teatre, biblioteker, kirker, ministerier, parker og pladser over hele byen byder på udstillinger, installationer, shows, teaterforestillinger, koncerter og meget mere.

Alle arrangementer i Kulturnattens program kræver Kulturpas. Et Kulturpas koster 125 kr. og kan købes i alle 7-Eleven-butikker i hele hovedstadsområdet samt i Kulturnattens webshop.

Læs mere om Kulturnatten på Christiansborg her.