Brev fra Wilhelm Solf til H.P. Hanssen 14. november 1918
Den 23. oktober havde H.P. Hanssen i den tyske rigsdag fremlagt sit syn på, at en afstemning om den kommende grænse skulle ske i overensstemmelse Pragerfreden §5, og den nye tyske regering tilsluttede sig en løsning af det nordslesvigske spørgsmål gennem en folkeafstemning. Dette fremgår af følgende brev, dateret den 14. november 1918, fra Wilhelm Solf (1862-1936), der var statssekretær i det tyske udenrigsministerium (dvs. udenrigsminister) til H.P. Hanssen, der på det tidspunkt sad i den tyske rigsdag. Brevet bringes her i uddrag.
Til Indholdet af det mig af Deres Højvalbaarenhed venligst overrakte Opraab fra den dansktalende nordslesvigske Befolknings Organisationer1, maa jeg ærbødigst henvise til den Erklæring, som jeg har afgivet i Rigsdagen den 24. Oktober d. A.2
Den tyske Regering staar derefter paa det Standpunkt, at ogsaa det nordslesvigske Spørgsmaal i Henhold til Præsident Wilsons Fredsprogram3 bør løses paa Grundlag af den paagældende Befolknings Selvbestemmelsesret.
Jeg har det tillidsfulde Haab, at der med det Standpunkt, som den tyske Regering hermed indtager, i Fremtiden sikres et for Rivninger frit, nabovenligt Forhold mellem det danske og det tyske Folk.
Ordforklaringer:
(1) den 12. november krævede Vælgerforeningen for Nordslesvigs ledelse en afstemning i Nordslesvig.
(2) Solf havde den 24. oktober taget stilling til H.P. Hanssens rigsdagstale den 23. oktober.
(3) den amerikanske præsident Woodrow Wilsons fredsprogram fremlagt i De Fjorten Punkter.
Kildehenvisning:
Quellen zur Geschichte der deutsch-dänischen Grenzregion /Kilder til den dansk-tyske grænseregions historie I. Der nationale Gegensatz 1800-1864. Flensburg 1984, s. 119.