Vort modersmål er dejligt

1. Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang;
hvormed skal jeg ligne og prise det i sang?
En højbåren jomfru, en ædel kongebrud,
//: og hun er så ung, og så yndig ser hun ud! ://

 

2. Hun lægger os på læben hvert godt og kraftigt ord
til elskovs sagte bønner, til sejrens stolte kor;
er hjertet trangt af sorgen, og svulmer det af lyst,
//: hun skænker os tonen, som lette kan vort bryst. ://

3. Og om i øst og vest vi har sværmet og søgt
de svundne tiders visdom, de fjerne landes kløgt,
hun lokker, og hun drager, vi følger hendes bud,
//: for hun er så ung, og så yndig ser hun ud! ://

 

4. De fremmede¹, de tænkte at volde hende sorg,
de bød hende trældom i hendes egen borg;
men just som de mente, hun var i bånd og bast,
//: da lo hun så hjerteligt, at alle lænker brast. ://

5. Og alle de skjalde, hun skænked ordets magt,
de blev om hendes sæde en stærk og trofast vagt;
hver sang, som folket kender og lytter til med lyst,
//: den blev en ring i brynjen, som dækker hendes bryst. ://

6. Hver kraftigt skæmt, som lokker på læben frem et smil,

den blev i hendes kogger en hvas og vinget pil;
hvert ord, der kom fra hjertet, og som til hjertet når,
//: det blev en sten i muren, der hegner hendes gård. ://

7. Og årene, de rulle og skiftes om på jord,
og vore navne glemmes som sne, der faldt i fjor.
Og slægt efter slægt segner hen på nornens² bud;
//: men hun er så ung, og så yndig ser hun ud! ://

Ordforklaringer:

(1) tyskerne

(2) skæbnegudinde i nordisk mytoligi

Kildehenvisning:

Højskolesangbogen, 19. udgave, 2020.