J.P.S.S. Clausen om Slaget på Isted Hede

Den 30. Juli

Hermed sender jeg Eder nogle Optegnelser om 

SLAGET VED IDSTED. 

Schleppegrells¹ Division marcherede den 24. om Eftermiddagen fra den smukke Bivuak ved Lille Solt til en Bivuak mellem Hostrup og Havetoft, i en aaben og sandet Egn. Af og til havde vi hørt Kanonskud, og sent paa Aftenen vidste vi allerede, at der havde været en Træfning ved Helligbæk. Der var ikke tale om Ro eller Søvn, da alle vare ivrige efter at faa noget at vide om Dispositionen for næste Dag. Der taltes om en Bro, der var slaaet over Langsø, om at vor Brigade skulde gaa mod Grydeskov, medens Krabbe² skulde gaa mod Vedelspang, og at Oberst Læssøe³ skulde lede vor Avantgardes Fremrykning. Omtrent Kl. 1 Nat brød de første Afdelinger op, men 5. Bataillon rykkede først afsted Kl. 1 1/2. Ved Klap­holdt gik Krabbes Brigade ad Vedelspangvejen, medens vi gik mod Overstolk, med 12. lette Bataillon foran. Luften var tyk og taaget, lidt senere faldt en fin Støv­regn, som vedvarede i lang Tid. Marchen gik meget langsomt, og da 5. Bataillon kom i Nærheden af Overstolk, var 12. Bataillon allerede stærkt engageret. 

2. Reserve-Bataillon skulde søge Løbebroen og gik derfor mere østlig, medens 5. Bataillon, efter at have passeret Byen og være kommet 8 à 900 Alen syd for denne, formerede Kolonne paa Midten, ind over et Stengærde, paa en vest for dette liggende Mark. Da denne Formering paa Grund af Gærdet foregik noget langsomt, maatte de bageste Pelotons standse, og jeg, der førte det allerbageste, hørte da stærk Skyd­ning i og ved den By, vi netop havde passeret; Klok­ken var omtrent 5 ¾. I min Kikkert kunde jeg gennem Støvregnen bemærke baade Pikkelhuer og Keppis⁴ ved Øverstolks sydøstlige Hjørne; jeg meldte dette til Bataillonskommandøren, saasnart jeg havde ført mit Peloton op i Kolonnen; men han svarede mig: »Det var Pokkers, men det bliver de andres Sag, sig intet!« Vi rykkede nu frem med Kolonnen, og da vi var kommet i Højde med Idsted Sø, sendtes 1. Kompagni langs Søen, 2. Kompagni fremad til venstre og 3. Kompagni mere østlig over mod Langsø; 4. Kompagni blev i Reserve. Bataillonen gik under denne Formation igennem 12. lette Bataillon, af hvis højre Fløj en mindre Del stod ved et Krat ved Idsted Sø, medens dens Fægtningslinie iøvrigt syntes at være pousseret længere frem og maaske havde okkuperet noget af Grydeskoven. Efter at 5. Bataillon var avan­ceret, fik Reserven (4. Kompagni) Ordre til at standse ved en lille Trekant udenfor Grydeskovens nordvest­lige Spids, i Nærheden af den over ldsted Søens Afløb værende murede Bro. Skydningen syd for os var ret heftig, mest fra lnsurgenternes⁵ Infanteri, men ogsaa fra Artilleriet, og da Reserven kun havde ringe Dæk­ning og flere saarede, blev jeg sendt frem med mit Peloton for at dække Kompagniet. Efter at jeg var kommet igennem Skovhjørnet blev jeg livligt beskudt, førte da Mandskabet, skjult af Terrænet, langs et be­vokset Vejhegn, og overraskede Fjenden, som i et Antal af 3 eller 4 Sektioner var posteret ved Vejknæet paa Bakken. I stærkt Løb kastede han sig i en Grus­grav nærmere ved Kathrineskoven, men da denne Grusgrav var aaben mod Nord og derfor kun frem­bød ringe Dækning, satte den fjendtlige Skare kort efter i vildt Løb, de fleste uden Gevær og Oppakning, ind i Skoven. En Overjæger og to Jægere af 4. ln­surgent-Jægerkorps var forblevet ved Vejknuden; Over­jægeren lægger an, men jeg slaar Geværet til Side med Sabelen og befaler dem at kaste Vaabnene. Her havde jeg det ejendommglige Tilfælde, da de havde overgivet sig, at min højre Fløjmand, som i Øjeblik­ket stod lige ved mig, ganske koldblodig spurgte: »Skal jeg nu stikke dem, Hr. Løjtnant?« Denne hans Hensigt, hvis Udførelse jeg naturligvis ikke kunde gaa ind paa, hidrørte fra en Tale, som Kaptajnen havde holdt paa Als til Kompagniet, før vi rykkede afsted. Han havde nemlig sagt, at naar de stødte paa Fjenden, skulde de gaa rask paa og om fornødent bruge Bajonetten. 

Jeg besatte nu Grusgraven, hvor jeg fandt nogle og fyrretyve Geværer, alle Spidskuglegeværer, og da jeg kun havde faa saadanne i mit Peloton, lod jeg mine Folk benytte de fundne, da man fra Katrineskoven, der laa i en 500 Alens Afstand, begyndte at beskyde os meget livlig. Kommandøren for 1. Kompagni, Kaptajn Rothe, kom nu til med nogle Skytter; men kort efter signaliseredes der » 5. Bataillon Appel«, og vi maatte da trække os tilbage til nord for Grydeskoven, hvorefter Bataillonen samledes paa Bakken længere mod nord; der blev vi beskudt af fjendtligt Artilleri. Bataillonens Styrke var blevet formindsket med 5 Officerer og omtrent 200 Mand. Af disse vidste man sikkert, at den ene Officer var falden, de andre Officerer tilligemed omtrent 100 Mand var formodenlig fangne. 

Vi hørte nu om det i Over Stolk passerede Uheld, at Schleppegrell, Læssøe, Trepka⁶, Kranold⁷ og flere andre var faldne, at man intet vidste om Brigade­kommandøren, og at enhver Overledelse manglede. Efterhaanden samledes, foruden 5. Bataillon, 12. lette, 13. og Dele af 2. Reservebataillon; General de Meza⁸ kom med sine Adjudanter - vistnok Kl. 11 ½ - og omtrent samtidig indtraf Batteriet Just og beskød det syd for Grydeskoven placerede fjendtlige Artilleri. Saa indtræffer Oberst Henckel⁹ i Spidsen for 1. Re­servebataillon og siger: »Naa Folk, nu gaar vi frem, for aldrig mere at gaa tilbage.« Disse Ord gjorde et udmærket Indtryk paa Mandskabet, ikke mindst ved den Ro og Sikkerhed, hvormed de udtaltes. Styrket ved mere end en Times Hvil rykkede vi Kl. 12½ frem i Bataillonskolonner, Skytterne foran. Da disse nærmede sig Katrineskoven paa Geværskuds Distance, modtoges de af en heftig Geværild og veg tilbage til Kolonnen; men her vendte de om, satte sig paa Fløjene, og saa gik det frem igen. Idet vi gik frem, begyndte nogle at synge Verset: »For Kongen og vort Land!¹⁰« og straks stemte hele Kolonnen med i. Det hjalp. Snart var Katrineskovens Lisière¹¹ i vor Magt, medens de over Idsted By kommende Afdelin­ger næsten samtidig naaede Skoven og det nærmeste Hjørne af Idsted Skov. Slaget var nu vundet! Der blev almindelig Jubel og et mærkeligt Omslag i Stemningen, fra den for et Par Timer siden herskende. Fra det Sted, hvor vi kom ind i Skoven, fik jeg Ordre til at rykke frem i Kæde med mit Peloton, til Skovens østlige Udkant, særlig for at dække 2 Ka­noner, som skulde fremsendes til Forfølgelse. Efter at jeg var naaet hen til et lille Vandløb, der fører til Langsøen, kom Løjtnant Thestrup med de 2 Kanoner og vilde protse af¹², men da jeg havde undersøgt det foran­liggende Terræn og gjorde ham opmærksom paa, at Højderne ved Behrend Kolonihuse gav bedre Oversigt og længere Skud, rykkede han derhen og sendte noget fjendtligt Kavalleri, som viste sig ved Byen Behrend, nogle Projektiler, hvorefter dette forsvandt. Mod Sles­vig kunde vi endnu øjne bortdragende Kolonner, men der var givet Ordre til Samling, og de var desuden for langt borte. 

Mod Aften marcherede 5. Bataillon til Slesvig, passerede Byen gennem Lollfuss, Friederichsberg og Bustrup, og gjorde Holdt paa en Mark, besaaet med Ærter; vi satte Geværerne i Pyramide, og det varede ikke længe, inden de fleste af Mandskabet, trætte af den lange Dags Anstrængelse, sov de retfærdiges Søvn. Resten delikaterede sig med de grønne Ærter, hvis Bælge var lette at finde. Natten var ret mørk, og da Brigadekommandøren kom ridende for at faa at vide, hvilken Bataillon det var, svarede Overlæge Lorck, at det var 5., som laa i Ærterne, og spurgte samtidig, hvad Slags Gemyse vi skulde ligge i imorgen. Brigadekommandøren som vel næppe havde Grund til at være i godt Humør, svarede blot: »De er nu altid saa vittig«. 

Da Solen næste Morgen kom frem, laa Dannevirke langs vor Bivuakplads; min første Gang var naturlig­vis op paa Volden. Jeg saa ud over den flade Egn foran; langt ude i Horisonten skimtedes Rendsborgs Kirketaarne, til venstre derimod et større Højdeparti, som efter Kortet at dømme maatte være Hüttener­-Bjærge. Helt ude til venstre saas Slien, som i Forening med Volden, i Dronning Margretes Tid dannede Virket mod Syd. 

Vort Tab er endnu ikke fuldt opgjort, men der si­ges, at vi af døde har omtrent 40 til 50 Officerer og ca. 800 Underofficerer og Menige, samt af saarede over 80 Officerer og over 2000 Underofficerer og Menige. 5. Bataillon havde 2 døde, 1 saaret og 2 fangne Officerer, samt 105 døde og saarede og om­trent 100 savnede (fangne) Underofficerer og Menige, tabte altsaa over ¼ af hele Styrken. Vi skal have taget henimod 1100 Fanger. 

Ordforklaringer:

(1) Friederich Adolph Schleppegrell

(2) Oluf Krabbe (1789-1864)

(3) Frederik Læssøe

(4) pikkelhjelm, hjelm med en karakteristisk hjelm på toppen. Kepi er en militærhovedbeklædning med skygge.

(5) oprørerne

(6) Johan Christian Matthias Trepka (1809-1850)

(7) Wilhelm Kranold (1818-1850)

(8) C.J. de Meza

(9) Frederik Henckel (1799-1855)

(10) I sangen "I Natten klam og kold" optræder følgende linje i strofe 1: "Saa kæmper nu for Kongen og vort Land med Gud!" 

(11) skovkant

(12) koble en kanon fra dens forstilling

Kildehenvisning:

J.P.S.S. Clausen: 1848-49-50. En frivilligs dagbog og breve. København. Otto B. Wroblewskis Forlag 1898, s. 102-107.