SdU overtager pantbod på Roskilde Festival
En stor gruppe frivillige fra Sydslesvig skal igen i år bestyre en pantbod på Danmarks største festival. Eneste ændring er, at det overordnede ansvar skifter hænder.

Grænseforeningen Ungdom (GFU) havde i 2023 samlet 175 frivillige til arbejdet i pantboden.
Foto: Grænseforeningen
Af Alexander Leicht Rygaard
Det danske mindretals ungdomsorganisation, Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU), rykker ind på Roskilde Festival.
SdU har nemlig overtaget ansvaret for den pantbod, Grænseforeningen og senere Grænseforeningen Ungdom (GFU) har stået for siden 2007.
”Vi er glade for at kunne videreføre et så vigtigt og værdifuldt arbejde. Roskilde Festival er det perfekte sted for unge sydslesvigere til at møde danske unge og på den måde komme tættere på dansk kultur. Det handler om frivillighed og sammenhold, hvilket er to helt essentielle begreber for os som organisation”, siger Pia Clausen, der er ungekoordinator i SdU og ny projektleder for pantboden.
”Der er også et bæredygtighedsaspekt i pantbodsarbejdet, som vi vægter højt. At vi kan være med til at reducere festivalens samlede klimabelastning, er vigtigt”, tilføjer hun.
Pia Clausen fortæller, at målet for årets festival er at samle 130-160 frivillige i pantboden. Udgangspunktet er, at størstedelen skal have rødder i det danske mindretal i Sydslesvig. Men Pia Clausen håber også at kunne tiltrække unge fra det tyske mindretal i Sønderjylland samt unge fra andre mindretal i Europa.
”Vores fokus er, at det skal være mindretalspræget på samme måde, som Grænseforeningen og GFU har gjort det. Det er mit indtryk, at pantboden har været en kæmpe succes, og jeg håber, at det vil fortsætte. Vi vil kulturmødet og den kulturforståelse, der ligger i at være en del af et mindretal”, siger Pia Clausen.
Roskilde Festival er blandt Nordeuropas største musikfestivaler med 130.000 deltagere. I pantboden består det konkrete arbejde i at sortere det store antal dåser, flasker, krus, shotsrør og lignende, som festivalens gæster forbruger. Det foregår både manuelt og gennem en stor pantmaskine. Når de frivillige ikke er på vagt, kan de være sammen i pantbodens bagområdet.
”Vi kommer til at fortsætte mange af de ting, GFU har indført. Det er vigtigt at pleje sine frivillige, og derfor kommer vi også til at have et mødested, hvor man kan få mad, hygge sig og slappe af. Det skal være et fællesskab, der rækker ud over det konkrete arbejde”, siger Pia Clausen og tilføjer, at mødestedet fortsat vil hedde ’Valhalla’ som tidligere. Det forberedende arbejde med pantboden vil også fortsat være funderet i en arbejdsgruppe, der nu har Pia Clausen som projektleder.
I 2024 lykkedes det GFU at samle 230 frivillige i pantboden, hvilket var rekord for foreningen.
Roskilde Festival finder i år sted fra lørdag den 28. juni til og med lørdag den 5. juli.
Flere nyheder: