Troels Lund Poulsen besøger De danske Årsmøder i Sydslesvig
Den sidste weekend i maj samles tusindvis af mennesker i Sydslesvig til De danske Årsmøder. Her markerer det danske mindretal syd for grænsen sit tilhørsforhold til Danmark med knap 40 større eller mindre møder på tværs af området. I år deltager bl.a. den nuværende kongelige undersøger Troels Lund Poulsen (V).
De danske Årsmøder i Sydslesvig finder sted i weekenden den 29.-31. maj.
Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen
Af Alexander Leicht Rygaard
Fra den 29. til 31. maj afholder det danske mindretal i Sydslesvig De danske Årsmøder.
Det betyder en weekend fyldt med Dannebrog, politiske taler, grillhygge og fællessang, hvilket alt sammen har til formål at markere det danske mindretals tilhørsforhold til Danmark. På tværs af Sydslesvig, der er den nordlige del af Slesvig-Holsten, hvor mindretallet hører til, er der planlagt 35 lokale og regionale møder samt tre store friluftsmøder i Flensborg, Slesvig og Husum.
Der kommer også gæster fra Danmark, heriblandt den nuværende kongelige undersøger og fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V). Han skal holde tale ved et arrangement lørdag den 30. maj kl. 18.30 i Flensborghus, der er centrum for det danske arbejde i Sydslesvig.
Troels Lund Poulsen bliver dog en af få danske politikere til De danske Årsmøder. Arrangør Sydslesvigsk Forening (SSF), der er det danske mindretals kulturelle hovedorganisation, meddeler nemlig, at listen af deltagende politikere i år er påvirket af de igangværende regeringsforhandlinger, som Troels Lund Poulsen altså lige nu står i spidsen for.
Troels Lund Poulsen deltog også i Årsmøderne i 2025 og ved altså, hvad det hele handler om.
Velkendte navne
De øvrige deltagende danske politikere er velkendte navne i Sydslesvig. Benny Engelbrecht (S), Henrik Dam Kristensen (S), Frederik Bloch Münster (K) og Christian Juhl (EL) er alle en del af Folketingets Sydslesvigudvalget og skal holde tale flere steder.
Derudover kommer Jørgen Popp Petersen, borgmester i Tønder Kommune for det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti, samt Bo Libergren, formand for Region Syddanmark.
Af andre velkendte navne kan nævnes Thomas Østrup Møller, Danmarks ambassadør i Tyskland, Mette Bock, tidligere kulturminister og tidligere formand for Grænseforeningen, samt Annette Vilhelmsen, næstformand for Foreningen Norden. De to tidligere generalkonsuler i Flensborg, Henrik Becker-Christensen og Kim Andersen, deltager også.
Grænseforeningen kommer bredt rundt
Grænseforeningen er også bredt repræsenteret ved årets årsmøder.
Formand Mirco Reimer-Elster skal holde tale fredag den 29. maj kl. 15.00 på Jaruplund Danske Skole nær Flensborg samt lørdag den 30. maj kl. 14.30 på Jørgensby-Skolen i det østlige Flensborg.
Mirco Reimer-Elster deltager også i et af lørdagens højdepunkter, det traditionelle debatarrangement på Flensborghus, der begynder kl. 10.30. Her skal han sammen med debattør Jarl Cordua, generalkonsul Annette Lind og redaktionschef ved Flensborg Avis May-Britt Petersen debattere, hvad frihed betyder i dag. Debatten tager afsæt i årets motto: ’Friheden til at være nogen’.
Grænseforeningens 1. næstformand, Else Tornbo, er på talerstolen i Børnehaven i Garding om fredagen, mens hun lørdag skal tale på Lyksborg Danske Skole. Grænseforeningens 2. næstformand, Horst-Werner Knüppel, taler på Satrup Danske Skole fredag.
Også hovedbestyrelsesmedlemmerne Ane Dragsbæk Poulsen, Karen Marie Ravn og Mogens Ladegaard er på programmet. Det samme er lokalforeningsformændene Kirsten Rykind-Eriksen fra Grænseforeningen Vejle Vesteregn og Jørgen Bruun Christensen fra Grænseforeningen Nordvestjylland.
De danske Årsmøder er blevet afholdt siden 1921, et år efter grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland, og har altid været en markering af, at det danske mindretal stadig holder fast i sit ståsted og lever i bedste velgående.
I dag er Årsmøderne også familiefester med underholdning for store som små. De er en fast tradition, hvor man mødes og bekræfter hinanden i valget om at leve som del af det danske mindretal.
Det forventes, at cirka 15.000 mennesker deltager på tværs af weekenden, der afsluttes med store friluftsmøder søndag i både Flensborg, Slesvig og Husum.
Flere nyheder: