Tilbage til nyhedsliste

”Jeg tror på, at der findes danskere i mange modeller”

19. juni 2026

En debat om danskhed kører igen i de danske medier. Men hvad er danskhed egentlig for en størrelse i det dansk-tyske grænseland, hvor man altid har forholdt sig til, hvad det vil sige at være dansk?

Ida Petersen er sydslesviger og bor på det danske mindretals kollegium i København, Arveprins Knuds Kollegium.

Ida Petersen er sydslesviger og bor på det danske mindretals kollegium i København, Arveprins Knuds Kollegium.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Af Redaktionen

Vi har spurgt 22-årige Ida Petersen, der er vokset op som en del af det danske mindretal i Sydslesvig. I dag er hun studerende og bor på det danske mindretals kollegium i København, Arveprins Knuds Kollegium. Hun har tidligere været en del af Grænseforeningens Elevambassadører. 

Hvad betyder danskhed for dig?

”Danskhed betyder mangfoldighed for mig. Jeg tror på, at der findes danskere i mange modeller med mange holdninger og forskellige forståelser af, hvad det vil sige at føle sig dansk. For mig betyder danskhed meget mere end den skole, jeg er gået på, eller de institutioner, jeg har været en del af. For mig er danskhed tæt forbundet med dansk kultur. Det handler om de følelser, jeg får, når jeg danser om juletræet, er til SdUs fodboldturneringer i Slesvig IF’s idrætshal, og når jeg er sammen med mine venner i fredagsbaren. Jeg holder det med Sigurd, når han siger “Vi er danske i hjertet, men åbne af sind, og med tillid og håb vil vi lukke verden ind”.”

Føler du dig dansk?

”Nogle gange. Jeg føler mig nok mest som en blanding af den danske og den tyske kultur, jeg er vokset op med, og dermed også som en blanding af de to nationaliteter. Sjovt nok er det i Tyskland, jeg føler mig mest dansk, og i Danmark, jeg føler mig mest tysk.”

Kan alle blive danske?

”Det ville jeg ønske, at alle kunne, eller at de i det mindste kunne få chancen. Danmark har gjort det ret kompliceret at få dansk statsborgerskab, når man ikke er så heldig som jeg og kommer fra det danske mindretal. I sindet og i ens egen selvforståelse tror jeg på, at alle kan føle sig danske, og at integration er mulig. Ligeså meget som jeg mener, at alle kan blive tyske.”

Kan man både være dansk og noget andet?

”Det kan man bestemt. Både det danske mindretal og det tyske mindretal er eksempler på, hvordan man kan leve med to hjerter i brystet og kombinere kulturer og traditioner. Og ligesom man kan være dansk og tysk, kan man være dansk og have alle andre nationaliteter. Ens identitet udgøres ikke kun af ens nationalitet, så alle er nok både danske og noget andet – noget mere.”

Hvornår føler du dig mest dansk?

”Jeg føler mig mest dansk, når jeg kommer hjem til grænselandet og har Faxe Kondi og pålægschokolade med til min familie.”

Hvad er typisk dansk?

”Jeg synes, det er svært at sige, hvad der er typisk dansk. Der er så mange ting, der er typisk danske eller tyske, som for mig bare har været typisk skole eller typisk jul. Et meget klassisk eksempel er nok at danse rundt om juletræet. Der skal dog siges, at jeg nok var 7-8 år gammel, før jeg fandt ud af, at det ikke er noget, alle gør. For mig er fredagsbaren noget typisk dansk og noget, som jeg først rigtig har prøvet, efter jeg er flyttet til hovedstaden.”

Kan du tåle mælk eller ej?

”Ja, og jeg har også lige lært, at den mutation, der gør, at vi kan tåle mælk, skete uafhængigt og på cirka samme tid i både Europa og Østafrika.”

Læs også:

Mirco Reimer-Elster: Danskhed er et fællesskab

Christian Egander Skov: ”Hvis man som dansker ikke føler sig dansk, så har man mistet sig selv”

Gitte Hougaard-Werner: ”Jeg føler mig altid mest dansk”

Anna Elisabeth Jessen: ”Danskhed for mig er mit sprog”