Sønderjysk tradition lever på to hjul i København
En gruppe eksilsønderjyder i København arrangerer for 13. gang ringridning på Vesterbro. Den sønderjyske tradition sker på pyntede cykler og kombinerer kulturarv, fællesskab og velgørenhed.
Vesterbro Ringridning finder sted for 13. gang.
Foto: Capturedbywoon
Af Redaktionen
Enghaveparken på Vesterbro bliver lørdag den 22. august omdannet til en københavnsk ringriderplads, når Vesterbro Ringridning finder sted for 13. gang.
Den sønderjyske tradition foregår i hovedstaden på pyntede cykler i stedet for heste, og arrangementet kombinerer sønderjysk kulturarv, fællesskab og velgørenhed.
“Vesterbro Ringridning handler om at bevare en tradition, vi alle har et nært forhold til, og samtidig skabe fællesskab blandt sønderjyder langt hjemmefra,” siger Anne Delfs, der er næstforperson i foreningen Vesterbro Ringridning, som står bag arrangementet.
I 2025 samlede foreningen, hvis bestyrelse består af ni eksilsønderjyder, omkring 500 mennesker til cykelringridning i Danmarks hovedstad. Grænseforeningen og en række sønderjyske foreninger støtter igen i år arrangementet med præmier, som udloddes på dagen i en tombola.
“Det er fantastisk, at lokale sønderjyske virksomheder bakker op som sponsorer – det viser, at kulturarv, traditioner og sønderjyske værdier stadig betyder noget, uanset hvor man bor. Især er vi enormt stolte af at så mange bakker op om dagen, og det fællesskab der findes i arrangementet og ringridningen”, udtaler Anne Delfs.
Udover cykelringridning i festlig udklædning byder dagen på livemusik, kaffe og kage, tombola, hoppeborg for de mindste og socialt samvær. Overskuddet fra tombolaen går til Julemærkehjemmet i Kollund, som hjælper børn og unge der mistrives. I 2025 gik overskuddet til Broen i Sønderborg, der hjælper udsatte børn og unge med tilskud til foreningsaktiviteter. I alt blev der indsamlet 7.500 kr.
Vesterbro Ringridning er en frivillig sønderjysk forening, der har eksisteret siden 2013.
Store fester både nord og syd for grænsen
I Sønderjylland er der ringriderfester mange steder, og de finder typisk sted hen over sommeren.
Ringriderfesten i Sønderborg er den største med cirka 500 deltagende ryttere og 40.000 gæster hvert år. Udover konkurrencen på hesteryg involverer dagene også optog, musikorkestre, et tivoli og fest i de store danse- og restaurationstelte. Den sønderborgske ringriderfest fandt i år sted fra fredag den 10. juli til og med mandag den 13. juli.
I Sønderjylland er ringridning forbundet med traditioner, og det har fungeret som en måde at samle folk på. At sporten har overlevet, skyldes bl.a., at der i slutningen af 1800-tallet blev oprettet amtsringriderforeninger, hvoraf flere stadigvæk eksisterer.
Den særegne hestesport, der tidligere har været udbredt i hele Danmark og i Nordtyskland, går i sin enkelthed ud på, at en rytter med et spyd skal ’stange’ en ring, som er ophængt i en galge. Sværhedsgraden varieres ved at gøre ringen mindre.
Ringridning findes også i Tyskland, primært på den slesvig-holstenske vestkyst og således også i Sydslesvig. I 2021 blev de tyske ringridsningsfester optaget på den tyske UNESCO-kommissions liste over immateriel kulturarv.
Flere nyheder: