Tilbage til nyhedsliste

Mindretalssprog skal styrkes i forvaltningen i Slesvig-Holsten

6. august 2026

Embedsmænd skal nu kunne aflægge tjenesteløfte på et mindretalssprog i Slesvig-Holsten. Det styrker den sproglige mangfoldighed, siger den mindretalskommitterede.

Johannes Callsen er mindretalskommitteret for den slesvig-holstenske delstatsregering.

Johannes Callsen er mindretalskommitteret for den slesvig-holstenske delstatsregering.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Af Redaktionen

I Tyskland afgiver embedsmænd et tjenesteløfte. De forpligter sig til at overholde forfatningen. Det skal de både ifølge den nationale lovgivning om embedsmænds status og ifølge de enkelte forbundslandes lovgivning om embedsmænd. 

Den lovgivning er Slesvig-Holsten nu på vej til at ændre. Den slesvig-holstenske regering har udarbejdet et lovforslag, så tjenesteløftet vil kunne aflægges på ikke bare tysk, men også på de mindretalssprog, der tales i forbundslandet. 

"Det er en klar styrkelse af mindretalssprogene, at tjenesteløftet fremover også kan afgives på frisisk, plattysk, dansk og romani. Vi tager hermed endnu et skridt for at afspejle sproglig mangfoldighed også i statens handlinger", siger Dirk Schrödter, der er chef for ministerpræsident Daniel Günthers sekretariat, ifølge nyhedsrullen på Slesvig-Holstens hjemmeside.

Han tilføjer, at brugen af mindretalssprog ikke kun er et spørgsmål om tradition, men en levende del af Slesvig-Holstens identitet.

"Vi skaber konkrete forudsætninger for, at sproglig mangfoldighed kan udleves og gøres mulig i hverdagen. Ved at aflægge embedseden på frisisk, dansk, plattysk eller romani får disse sprog en naturlig plads også i vores administration”.

SSW hilser forslaget velkomment

Christian Dirschauer, der i dag er leder af det danske mindretals partis, Sydslesvigs Vælgerforening (SSW), gruppe i den slesvig-holstenske landdag i Kiel, aflagde sit tjenesteløfte i 2001, da han blev embedsmand ved Flensborg Kommune. Det beskriver Flensborg Avis i en artikel, hvor han udtaler:

”Det var et særligt øjeblik. Havde jeg kunnet aflægge eden på mit eget sprog, dansk, ville det have gjort det endnu mere betydningsfuldt.”

Derfor hilser han ifølge avisen også lovforslaget velkomment. Det skal gennem høringer og den parlamentariske behandling, men ventes bredt at kunne samle flertal.

Slesvig-Holstens sproglige mangfoldighed bevares

Slesvig-Holstens mindretalskommitterede, Johannes Callsen, tilføjer ifølge nyhedsrullen, at mindretalssprogene er levende sprog i hjemstavnen.

Han understreger, at Slesvig-Holsten værdsætter og omfavner mindretalssprogene, når embedsmænd fremover også kan aflægge deres tjenesteløfte på frisisk, dansk, plattysk eller romani. Dermed bliver sproglig mangfoldighed også synlig i forbundslandets handlinger.

”Slesvig-Holsten fortsætter således den succesrige og konsekvente politik for mindretal og sprog. Forbundslandet har for nylig med handlingsplanen for sprogpolitik yderligere styrket de fire mindretalssprog og arbejder på forbundsniveau for en bedre beskyttelse af mindretalssprog i EU-regi”, siger han.

”Målet er at bevare Slesvig-Holstens sproglige mangfoldighed, gøre den synlig og sikre lige brug af forbundslandets forskellige sprog,” slutter han.

Der er tre anerkendte nationale mindretal i Slesvig-Holsten: det danske mindretal, den frisiske folkegruppe samt sinti-romaer.