Tilbage til nyhedsliste

Rekordholder takker af

1. november 2024

Lars Harms nåede at slå Karl Otto Meyers rekord som længst-siddende SSW-medlem af den slesvig-holstenske landdag, inden han trak sig.

Lars Harms har siddet i landdagen i Slesvig-Holsten siden 2000.

Lars Harms har siddet i landdagen i Slesvig-Holsten siden 2000.

Foto: SSW

Til januar skal det danske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), udnævne en ny formand for gruppen i den slesvig-holstenske landdag i Kiel. 

Den nuværende gruppeformand Lars Harms har besluttet sig for at sige farvel og tak. Som SSW-medlem af landdagen bliver han afløst af Michael Schunk. 

Lars Harm er friser og har i landdagen engageret sig for sin nordfrisiske hjemstavn, siden han kom i landdagen i år 2000 - som den førte friser siden 1971. Han kom i landdagen efter et af de bedste valg, SSW på det tidspunkt havde haft, og sad i den første periode i gruppe sammen med Anke Spoorendonk og Silke Hinrichsen.

Af konkrete, politiske resultater har Lars Harms sørget for, at Slesvig-Holsten har fået en lov om overenskomstmæssig aflønning, der beskytter regionale virksomheder og arbejdspladser mod urimelig konkurrence. Denne lov (’Tariftreuegesetz’ på tysk, red.) betyder, at delstaten Slesvig-Holsten kun kan uddelegere offentlige opgaver til virksomheder, der holder sig til overenskomsterne. Flere kommuner havde allerede frivilligt tilsluttet sig denne ordning. Lars Harms er også manden bag Frisisk-loven, der fremmer den tysk-frisiske tosprogethed i Nordfrisland.

Da SSW i 2012 kom i regering i Slesvig-Holsten, og Anke Spoorendonk blev forbundslandets kultur-, europa- og justitsminister, overtog Lars Harms posten som gruppeformand.

Når han ser tilbage på sin tid i landdagen, tænker han ifølge Flensborg Avis især på de forbedringer for friserne, som han har været med til at skaffe.

”Da jeg begyndte her for 25 år siden, havde frisere næsten ingen status. At det har ændret sig, skyldes ikke kun mig, men også de mange aktive frisere. Vi har fået en friserlov med frihed til at erklære sig til den frisiske folkegruppe. Vi har nu et friserråd, der også er økonomisk understøttet. Nordfriisk Instituut står nu også på sikre ben, før var det altid truet af lukning, opsummerer han de vigtige milepæle”, siger han til avisen. Og han tilføjer, at han er helt tryg ved, at SSW nok skal varetage de frisiske vægures interesser, selv om der med hans udtræden ikke længere er noget frisisk medlem af landdagen i Kiel.

Lars Harms fejrede tilbage i slutningen af september en milepæl med SSW, da han overgik Karl Otto Meyers rekord for længst siddende medlem af Slesvig-Holstens landdag med 8948 dage som medlem. Der når så at løbe nogle flere dage på, inden han træder tilbage den 7. januar.

I årenes løb har SSW været repræsenteret i landdagen på grund af den afvigelse fra den fem procents spærregrænse i Tyskland, der var et af resultaterne af København-Bonn erklæringerne. Men ved det seneste valg til landdagen fik, partiet 5,7 procent af stemmerne. Når Lars Harms forlader landdagen, vil SSW-gruppen består af Jette Waldinger-Thiering, som også er næstformand for landdagen, afløseren Michael Schunck, Sybilla Nitsch og SSW-partiformand Christian Dirschauer.