Den færøske folketingspolitiker Sjúrður Skaale er ikke overbevist. Færingerne har deres eget sprog, egen historie og nationale identitet, så Skaale kan ikke se den store fællesmængde.

Det er et opsigtsvækkende svar og en vigtig indvending. Et fællesskab bliver ikke stærkere af, at nogen insisterer på, at det findes, hvis dem, der angiveligt er en del af det, ikke kan genkende sig selv i det.

Færingernes og grønlændernes opgave er ikke at føle sig danske, og det er heller ikke Grænseforeningens ambition med projektet ‘Unge sydslesvigere – en naturlig del af folkefællesskabet’ at gøre dem mere danske.

Grænseforeningen skal styrke de sproglige og kulturelle bånd hen over grænsen, pleje eksisterende forbindelser og udvikle nye fællesskaber mellem det danske mindretal og Danmark, hvilket i det her tilfælde betyder hele Kongeriget.

Vores opgave er ikke at udviske forskellene, men at skabe større forståelse for dem. Unge sydslesvigere skal ikke lære færinger og grønlændere at kende for at blive mere danske. De skal mødes for at få et større kendskab til de historiske, kulturelle og politiske forbindelser, de på forskellig vis indgår i sammen.

Eksempelvis på Rejsby Efterskole. Her mødes elever fra Sydslesvig, Færøerne, Grønland og Danmark. De har ikke samme modersmål, historie eller nationale identitet. Alligevel er de glade for at være sammen og lære hinanden bedre at kende. De understreger på fin vis, at fællesskaber skabes i mødet mellem mennesker.

Ingen bliver en naturlig del af et fællesskab, bare fordi Grænseforeningen skriver det i en projektbeskrivelse. Fællesskabsfølelsen kræver, at de unge selv oplever forbindelsen, uden at eleverne på Rejsby deraf bliver mindre grønlandske, færøske, sydslesvigske eller danske.

Måske ligger noget af udfordringen i udtrykket. Folkefællesskab kan nemt lyde som et fællesskab, der udgøres af ét folk. Men sådan bør det ikke forstås. Udtrykket henviser her til et fællesskab mellem folk, der har hver deres identitet og samtidig er historisk, kulturelt og politisk forbundet. Personligt foretrækker jeg derfor betegnelsen åndeligt rigsfællesskab. 

Erfaringerne fra Sydslesvig og det dansk-tyske-grænseland viser, at identitetsspørgsmål sjældent er enten-eller. Ofte kan man høre til flere steder og være knyttet til flere sprog og fællesskaber på samme tid. Ligeledes ved vi også, at tilhørsforhold ikke kan dikteres udefra, men skal opleves og vælges af den enkelte.

Det stiller store krav til Danmark som den største aktør i det åndelige rigsfællesskab. Danmark kan ikke definere fællesskabet på vegne af færingerne, grønlænderne og sydslesvigerne. Ligeså kan man ikke tage for givet, at historiske forbindelser automatisk bliver ved med at være levende forbindelser. Det kender Grænseforeningens lokalforeninger desværre alt for godt til, når det kommer til venskabsforbindelserne i Sydslesvig.

Læresætningen er derfor identisk både i det nære og fjerne:

Et folkefællesskab er ikke noget, vi har, men noget, vi kan få.