106 sydslesvigske børn er taget på sommerlejr i Danmark
Mandag morgen kørte godt et halvt hundrede forventningsfulde sydslesvigske børn med bus fra Flensborg til lejrskolen Vesterled ved Ringkøbing Fjord. Her venter dem 10 dage fyldt med oplevelser, leg og møder med dansk kultur og sprog. Et hold sydslesvigske børn har allerede været på sommerlejren.
Børnene, der alle er mellem 7 - 12 år, bliver sendt til Vesterled gennem ”feriebarn.dk”, der er et samarbejde mellem Grænseforeningen og Dansk Skoleforening for Sydslesvig, og hvorigennem der også sendes sydslesvigske børn til danske ferieværter.
”Der er ikke nogen forskel som sådan, på de børn der sendes på lejrskole, og dem som sendes til ferieværter. Børnene vælger selv, hvordan de helst vil opleve en sommerferie i Danmark. For at komme med kræver det dog nogle sociale kompetencer”, siger Sally Flindt- Hansen, leder af Rejsekontoret i Flensborg, der koordinerer rejserne.
På lejrskolen venter der børnene en masse sjove aktiviteter, såsom en tur i klatrepark og på skinnecykel, som er blevet planlagt og tilrettelagt af lederne på turen.
”Når børnene kommer hjem, oplever vi, at deres selvtillid har fået et boost, og at de har taget noget med hjem rent sprogligt og kulturelt”, siger Sally Flindt-Hansen.
”Det drejer sig nemlig om, at de er væk hjemmefra uden deres forældre, og at de har klaret det fint. Og så er der selvfølgelig også det sproglige”, uddyber Sally Flindt-Hansen.
Første hold med 53 sydslesvigske børn har været i Vesterled fra 9. - 18. juli. Andet hold, der tog afsted mandag morgen, kommer hjem den 1. august. Sommerlejrene har fundet sted siden 2009.