Tilbage til nyhedsliste

Christian Juhl er ny formand for Sydslesvigudvalget

9. september 2019

Det bliver Enhedslistens Christian Juhl, der afløser Anni Matthiesen (V) som formand for Sydslesvigudvalget. Det meddelte Kulturministeriet fredag. 

Christian Juhl (EL) er udpeget til ny formand for Sydslesvigudvalget. Foto: Enhedslisten

Christian Juhl (EL) er udpeget til ny formand for Sydslesvigudvalget.

Foto: Enhedslisten

Kulturminister Joy Mogensen (S) har fredag udnævnt Christian Juhl (EL) til ny formand for Sydslesvigudvalget, der virker som bindeled mellem Folketinget og det danske mindretal i Sydslesvig. Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

”Jeg glæder mig til arbejdet. Mindretalsarbejdet er både vigtigt og udfordrende, og der er altid nye opgaver og debatter at tage del i. […] Vi får travlt i 2020, hvor vi er med til at markere 100-året for grænsedragningen mellem Tyskland og Danmark, og den senere sikring af rettigheder for både det danske og det tyske mindretal”, siger Christian Juhl i pressemeddelelsen og uddyber, at han håber, at aktiviteterne i 2020 vil inspirere andre lande til at sikre rettigheder for deres mindretal.

Sydslesvigudvalget blev ved det seneste Folketingsvalg den 5. juni udvidet fra fem til syv medlemmer, som kulturminister Joy Mogensen nu har udpeget formanden iblandt. 

”Sydslesvigudvalgets rolle som det officielle bindeled mellem Folketinget og mindretallet er af stor betydning, og derfor er jeg meget tilfreds med, at det er Christian Juhl, der nu bliver formand. Han har i mange år udvist et stort engagement og har et indgående kendskab til forholdene i Sydslesvig og til Sydslesvigudvalgets arbejde”, siger kulturministeren i pressemeddelelsen. 

Valget af den nye formand vækker glæde hos det danske mindretals hovedorganisation, Sydslesvigsk Forening (SSF).

”Valget af Christian Juhl er en god nyhed for det danske mindretal. Christian Juhl har som medlem af Sydslesvigudvalget altid været en konstruktiv partner for mindretallet med dyb indsigt i forholdene i Sydslesvig. Vi ser frem til at fortsætte det tillidsfulde samarbejde med ham”, siger generalsekretær Jens A. Christiansen, SSF, i en pressemeddelelse.

Christian Juhl afløser Anni Matthiesen (V), der fortsat er menigt medlem af udvalget. Christian Juhl har været folketingsmedlem for Enhedslisten i Sjællands Storkreds siden 2011. Foruden at være formand for Sydslesvigudvalget er Christian Juhl medlem af Kontaktudvalget for det tyske mindretal, og medlem af Nordisk Råd. Han er desuden ordfører for udviklingsbistand og arbejdsmiljø.

Læs også ”Sådan ser det nye Sydslesvigudvalg ud”