Tilbage til nyhedsliste

Christianslyst fortsætter til 2020

15. februar 2017

Kursuscenteret Christianslyst i Sydslesvig, der har været truet af lukning, fortsætter indtil 2020. Det fremgik af et møde mandag aften i Det sydslesvigske Samråd på Flensborghus. "Det begynder at lysne, men vi bør skynde os, Christianslyst står jo stadig til salg", sagde forretningsfører Anders Kring, Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU), der ejer stedet.

Det sydslesvigske kursuscenter Christianslyst ved Sønder Brarup i Sydslesvig, der har været lukningstruet, ser ud til at overleve indtil 2020.

Det fremgik af debatten på Det Sydslesvigske Samråds møde mandag aften i Flensborghus. Det Sydslesvigske Samråd er et samarbejdsorgan, hvor det danske mindretals organisationer koordinerer fælles initiativer.

Christianslyst var i forvejen sikret driften frem til og med 2018 gennem en aftale mellem Sydslesvigske danske Ungdomsforeninger (SdU), der ejer stedet, Dansk Skoleforening for Sydslesvig, Sydslesvigudvalget og Grænseforeningen. Aftalen sikrer et årligt tilskud på 150.000 euro til Christianslyst i 2017 og 2018.

”Nu køber vi så at sige mere levetid til Christianslyst, så stedet kan overleve til udgangen af 2020”, sagde Jens A. Christiansen, der er sekretær i Det Sydslesvigske Samråd, ifølge Flensborg Avis.

Det er en forudsætning for en yderligere forlængelse, at alle mindretalsorganisationer forpligter sig til at bidrage økonomisk. På Det Sydslesvigske Samråd blev det besluttet, at organisationer skulle melde tilbage senest 1. marts, om de ønsker at medvirke eller ej. Herefter vil der blive afholdt et nyt møde i Det Sydslesvigske Samråd 20. marts.

Der var på Det Sydslesvigske Samråd bred mandag enighed om, at det er er god idé at bevare Christianslyst som kursuscenter.  

”Vi bliver ved med at bruge Christianslyst, så længe det kan lade sig gøre”, sagde Lars Kofoed-Jensen, der er direktør i Dansk Skoleforening for Sydslesvig.

Kirstin Asmussen, der er formand for SdU, understregede vigtigheden af, at alle mindretalsorganisationer bakker op.

”Det er meget vigtigt, at vi alle sammen føler et fælles ansvar for Christianslyst”, sagde hun ifølge Flensborg Avis.

”Det er afgørende, at aktiviteterne kan fortsætte”, sagde Jens Andresen, formand for Grænseforeningen, ifølge Flensborg Avis.

Christianslyst er fortsat sat til salg for 2,75 millioner euro, oplyste Anders Kring, der er forretningsfører fra SdU.

”Det begynder at lysne, men vi bør skynde os. Christianslyst står jo stadig til salg”, sagde Anders Kring ifølge Flensborg Avis.