Danmark og Tyskland søsætter kulturelt venskabsår
Fredag åbnede Nationalmuseets nye udstilling om Tyskland, der samtidig blev startskuddet til det dansk-tyske venskabsår 2020.

Det dansk-tyske venskabsår blev skudt i gang i fredags ved åbningen af Nationalmuseets nye udstilling 'Tyskland'.
Foto: Slots- og Kulturstyrelsen
Det dansk-tyske venskabsår 2020 blev i fredags skudt i gang, da udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) sammen med Tysklands udenrigsminister Heiko Maas (SPD) var med til at åbne Nationalmuseets nye udstilling ’Tyskland’. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge Jeppe Kofod har forholdet mellem Danmark og Tyskland måske aldrig været bedre, end det er i dag.
”Tyskland og Danmark er uløseligt forbundet af vores fælles historie. En levende historie udtrykt i familiebånd, venskaber, handel og samarbejde. Det markerer vi i dag - og i hele 2020”, siger udenrigsministeren i pressemeddelelsen og understreger, at venskabsåret skal bruges til at fejre det opnåede og styrke det fortsatte politiske og økonomiske samarbejde.
Den betragtning er den tyske udenrigsminister Heiko Maas enig i.
”Tyskland og Danmark er ikke kun politisk dybt forbundet, men også kulturhistorisk og idéhistorisk: Litteratur, arkitektur, pædagogik – på utallige områder har Danmark og Tyskland inspireret hinanden gensidigt. Dette vil vi fejre med vores Kulturelle Venskabsår og puste nyt liv i den gensidige intellektuelle nysgerrighed”, siger den tyske udenrigsminister om det dansk-tyske venskabsår.
I løbet af 2020 vil der derfor være rig mulighed for at opleve udstillinger, koncerter, forestillinger og debatter om den fælles dansk-tyske kultur i både Danmark og Tyskland. På Nationalmuseet fokuserer udstillingen ’Tyskland’ på den tyske historie med nedslagspunkter som digteren Goethe, designskolen Bauhaus og bilgiganten Volkswagen. I Aarhus og Hamborg kan man fra 1. maj til 30. september 2020 opleve udstillingen ’Always together – mostly happy’, der samler billedkunst fra 14 unge danske og tyske kunstnere. 19. november 2020 åbner udstillingen ”Thorvaldsen & Ludwig“ i Glyptothek München i anledning af billedhuggeren Bertel Thorvaldsens 250. fødselsdag.
Det dansk-tyske Kulturelle Venskabsår 2020 koordineres af den Danske Ambassade i Tyskland, den Tyske Ambassade i Danmark, Goethe-Institut Dänemark og Slots- og Kulturstyrelsen.
Udenrigsministeriet og Kulturministeriet har afsat i alt fire millioner kroner til kulturindsatsen i Tyskland. Derudover støtter Statens Kunstfond forskellige kunstneriske aktiviteter med 2,8 millioner kroner. Den tyske kulturindsats i Danmark er finansieret af det tyske Udenrigsministerium og Goethe-Institut Dänemark med i alt 5,2 millioner kroner.