Tilbage til nyhedsliste

Dansk grænsekontrol skaber kø og trafikkaos

26. juli 2022

Det er ferietid, og det skaber kø ved den danske grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Den megen trafik får mange bilister til at søge alternative ruter til stor gene for de nærliggende landsbyer, skriver Flensborg Avis.

Danmark har haft midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse siden den 4. januar 2016.

Danmark har haft midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse siden den 4. januar 2016.

Arkivfoto: News Öresund/flickr.com

Det er ferietid i det meste af Europa, og også i Tyskland, hvor mange vælger at køre nordpå med retning mod Danmark. Det skaber kø ved de store grænseovergange ved den dansk-tyske grænse, herunder motorvejen A7/E45, hvor dansk politi fortsat opretholder den danske grænsekontrol.

Den megen trafik har fået mange bilister til at søge alternative ruter for at krydse grænsen – til stor gene for de nærliggende landsbyer. Det skriver Flensborg Avis.

”Det er synd, vi er kommet hertil. Vi er ude på landet, og vejen er slet ikke lavet til så meget trafik”, siger Henrik Gotborg Hansen, der bor tæt på den tyske landsby Ellund ikke langt fra motorvejen, til Flensborg Avis.

Flensborg Avis har talt med flere beboere i Ellund, der fortæller, at de mange ferietrafikanter, der både tæller biler, autocampere og campingvogne, ikke overholder hastighedsbegrænsningen på 30 kilometer i timen gennem landsbyen. 

Chefredaktør Jørgen Møllekær, Flensborg Avis, kalder i en leder trafiksituationen for galimatias:

”Hvis det her ikke var Flensborg, men et problem i Aarhus eller København, var det for længst blevet løst. Hvor længe mon skal vi her på sydsiden af grænsen finde os i ikke at komme ud af kommunen?”, skriver Jørgen Møllekær i lederen, der blev bragt i Flensborg Avis mandag den 25. juli.

”Konsekvenserne af den danske grænsekontrol er og forbliver ganske ulidelige her i grænselandet”, skriver Jørgen Møllekær i sin leder.

Danmark har haft midlertidigt grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse siden den 4. januar 2016.