Tilbage til nyhedsliste

Dansk kz-overlever modtager tysk orden

18. januar 2023

Den tyske forbundspræsident har tildelt den danske jøde og kz-overlever Ib Katznelson den tyske orden ‘Verdienstkreuz'.

Ib Katznelson blev født i København i 1941 og er i dag 82 år gammel.

Ib Katznelson blev født i København i 1941 og er i dag 82 år gammel.

Foto: David Katznelson

Tysklands forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier har tildelt danske Ib Katznelson den tyske orden ‘Verdienstkreuz 1. Klasse des Verdienstordens der Bundesrepublik Deutschland’ (hvilket svarer til Dannebrogordenens Ridder af 1. grad) for at hædre en mangeårig, omfattende indsats for erindringsarbejdet om jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig.

Ordenen blev overrakt i København af Tysklands ambassadør i Danmark, Pascal Hector den 16. januar 2023.

”Med denne udmærkelse udtrykker forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier Tysklands taknemmelighed for Ib Katznelsons omfattende og utrættelige erindringsarbejde. Hans indsats som tidsvidne om det mørkeste kapitel i Tysklands historie er af største værdi for at holde mindet om fortiden i live. Med beundringsværdigt storsind har Ib Katznelson desuden fremmet forsoningen og styrket båndene mellem Tyskland og Danmark”, udtaler Pascal Hector om ordensoverrækkelsen i en pressemeddelelse.

Ib Katznelson er dansk jøde. Han er født i 1941 og blev i efteråret 1943 deporteret til Tyskland sammen med sin mor. På trods af svær sygdom og umenneskelige forhold overlevede de koncentrationslejren Ravensbrück. I foråret 1944 blev de begge deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt, hvor de blev genforenet med Ib Katznelsons far. I april 1945 vendte familien hjem til Danmark med De Hvide Busser.

Efter at have udforsket sin egen historie i de seneste årtier har Ib Katznelson været meget aktiv i erindringsarbejdet. Han har holdt talrige oplæg, skrevet bogen ‘Lad ham dø’ om sine egne oplevelser under krigen og er aktivt medlem af bl.a. den Internationale Ravensbrück-Komité.

Bundesverdienstkreuz er Forbundsrepublikken Tysklands fortjenstorden, som tildeles af forbundspræsidenten i anerkendelse af fremragende politiske, økonomiske, sociale og intellektuelle præstationer. Den er Tysklands eneste orden af denne type og således landets højeste udmærkelse.